Psykoanalyse

“En talekur”, kaldte en af S. Freuds analysander psykoanalysen. Det er godt udtrykt. Et arbejdsrum, hvor man får adgang til at høre de mange stemmer i en, der er med til at skabe ens virkelighed og det, uden at man selv ved det. Det der taler i os, kalder psykoanalysen det ubevidste og det, knytter an til sproget. 

Det ubevidste taler med, når vi siger noget, og når vi lever vores liv. I vores kultur er vi blevet fremmed overfor at kunne høre, hvad det ubevidste har at sige. Vi mangler en nysgerrig i forhold til, hvad der former vores liv og relationer til os selv, andet, og andre. Når man i en psykoanalyse begynder at lytte, sker der noget.      

Hvad er en psykoanalyse?

I en psykoanalyse arbejder vi med alt det, som taler med, når du ubemærket lever dit liv. Det, som uventet dukker op igen og igen. Det, som spænder ben for dig. Det, der gentager sig, uden du føler, du har nogen styring med det. I den situation kan man så begynde at skælde ud på enten sig selv eller de andre. Et andet forslag er at gå i gang med at undersøge, hvad det hele drejer sig om. Det er opgaven i en psykoanalyse.

Psykoanalyse

Hvad kræver det af dig?

Det kræver, at du forpligter dig til hyppige møder over længere tid – minimum 2-3 eller flere år. En psykoanalyse er ikke i den forstand en behandling – selv om den bestemt har behandlende effekter.

Du skaber, sammen med mig som din psykoanalytiker, et sted for undersøgelsen. Et sted, hvor der er tid til at tale. Du opfordres til at sige, hvad der falder dig ind, ud fra den betragtning, at der er noget. der taler med, når du taler. Noget, som kommer til orde uden din bevidste styring af din tale. Det kalder vi inden for psykoanalysen for det ubevidste.

Freud sagde: ”Vi er ikke herre i eget hus” og med det mente han, at det ubevidste er det, der gennemskriver vores liv uden vores eget vidende. Ved at lytte til det, der taler i dig, når du taler, skabes der adgang til noget, som du endnu ikke har kunnet få greb om, men som fra dette sted ubevidst sætter sig igennem visse aspekter af dit liv og i det, du lider af.

artikler

Hvem er Jane?

Jeg er psykoanalytiker og medlem af Dansk Psykoterapeutforening. Jeg har 35 års erfaring med terapeutisk arbejde:

  • Psykoterapeutisk Afsnit OUH
  • Som leder af Familiehuset i det tidligere Ørbæk Kommune
  • Med sorg og krise ved blandt andet Kræftens Bekæmpelse
  • De seneste 14 år som privatpraktiserende psykoanalytiker i Odense C.

 

Hvad kan et symptom være?

Det kan være alt muligt som kan vise sig i kroppe, dit forhold til sproget, andre og andet. Eksempelvis: ordblindhed, stammen, koncentrationsvanskeligheder. Det kan også vise sig som smerter i kroppen eller i det psykiske, problemer i følelses- og tankeliv, i det sociale, med maden, penge eller med kærligheds- og arbejdslivet eller en stemning, som du ikke kan komme ud af.  Symptomet har i psykoanalysen en særlig betydning – og det kan genkendes som det, der gentager sig.  

 

psykoanalyse

 At finde sig selv i en verden af spejleffekter

En psykoanalyse er et samtaleforløb – en talekur – hvor du har mulighed for at undersøge din måde at være i verden på. Opdage, hvordan alt det, der afspejler sig i dig, og som du spejler dig i – virker i dig. Og hvilke ord og sætninger m.m. der er indskrevet ubevidst i dig. Det er en undersøgelse ind i din relation til dig selv, din krop, dit sprog og de andre. Og til en verden med indbyggede begrænsninger, umuligheder og en mangfoldighed af muligheder.

Rammen for en psykoanalyse:

Aftalen drejer sig både om den måde, vi fælles forpligter os til at arbejde på, og hvad dette indebærer for dig såvel som for mig. Vi aftaler faste mødetider (hvis det er muligt for dig). Det er vigtigt, at du er indstillet på af følge disse aftaler. Du skal også være indstillet på, at en psykoanalyse kommer gennem forskellige faser, som vil kræve din tålmodighed med processen og en vedholdenhed.

Det er muligt at arbejde online (såfremt du bor i Danmark, må vi en gang imellem mødes i min klinik i Odense).

Mellem hjerne og bevidsthed

Nu om stunder er der en tendens til at henvise det, vi ikke umiddelbart kan forstå ved os selv eller andre som noget, der foregår i hjernen. Men mellem hjernen og bevidstheden opdagede Sigmund Freud det apparat, som han kaldte det ubevidste. Hvis vi nu vender det hele lidt på hovedet og placerer det uforståelige, ved at bytte “hjernen” ud med “det ubevidste”, så er vi med ét nået langt.

Vi kan nu begynde at undersøge meget af det, der skaber problemer. Det, der virker fremmed. Det, der plager dig i dig selv eller i din relation til andre. Det, som gentager sig i dit/jeres liv. Vi kan begynde at lytte til, hvordan det fungerer i dig (og mellem jer) og ad netop den vej kan en forandring ske. Det er det arbejde en psykoanalyse drejer sig om.

Samtale med Jane og Lasse Ilskov om Janes baggrund og tanker om det terapeutiske arbejde og dets forhold til tiden.

Lidt mere om psykoanalyse

Psykoanalysen er det sted, hvor det ubevidste både er undersøgelsesobjekt og grundantagelsen. Denne dobbelthed former et felt. Psykoanalyse forstås her som den freudianske psykoanalyse efter Lacan. Jacques Lacan er den franske psykoanalytiker (1901-1982), som via sit slogan “tilbage til Freud”, dels gjorde Freud mere freudiansk og dels gav tale til en placering i og en videreførelse af det teoretiske grundlag, som Freud efterlod. 

For tre-fire årtier siden var psykoanalysen en del af kulturen, forstået således, at en eller anden form for kendskab til den lå implicit i kulturen. Der var, forud for en henvendelse til en psykoanalytiker, noget i spil. Psykoanalysens situation i kulturen er nu en anden. For tiden kender mange mennesker ikke til psykoanalysen, og hvis de gør, opfattes den som noget fortidigt og uaktuelt. Noget, der hører en forgangen tid til.

Førhen måtte man til en kommende analysand sige: ”Glem alt, hvad du ved om psykoanalyse og sig, hvad der falder dig ind.” Der var noget at glemme. Noget, som måtte komme i baggrunden, for at de frie associationer kunne træde frem. I dag er situationen en anden. Nu hersker diagnoser som sættekasser for det, der ”fejler”. ”Jeg har en depression”, ”Jeg er borderline”, ” Jeg har ADHD” – og alt imens den enkelte identificerer sig med diagnosen, sker en vildfarelse – for diagnosen er aldrig nok. Diagnosen står grundlæggende ikke i et forhold til det den enkelte har at sige, når man begynder at tale for sig selv. Den kan blot gribe nogle genkendelige træk. Nu om stunder må man til den vordende analysand sige: ”Glem alt, hvad du ved om diagnoser – og ikke mindst, hvis nogen har givet dig en. Her i det psykoanalytiske arbejde forventes du at tale, og lad os da høre, hvad denne, din tale, har at sige os”.  

skilsmisse

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Her får du bl.a. nye indlæg på min blog og
andre nyheder.