En kommentar til:"Hvor ofte går du til psykolog?"

“Hvor ofte går du til psykolog?”

Måden at spørge på er med til at forme svaret. Hvad nu hvis svarene blot, som bladene i efteråret, kommer til at blafre i vinden og lande hvor blæsten fører dem hen? For hvad er ”ofte” og hvad er ”sjældent” i den sammenhæng? Det er sjældent særlig relevant i sig selv. Et så åbent spørgsmål henviser ofte til en holdning hos spørgeren selv. Hvad henvises der til? Spiser du ofte eller sjældent? Det svar afhænger af om spørgeren med ”spiser” mener mellemmåltider eller hovedmåltider, og hvad denne forventer er normalt. 

“Er der for meget vi vil have professionel hjælp til?”

“Er der for meget vi vil have professionel hjælp til?”, er det næste spørgsmål. Som spørgsmålene her er formuleret, er det ikke så let at svare på. Dels er det mærkeligt at tale om et ”vi” efter at have spurgt til et du. Er det et spørgsmål til den enkelte, til tiden eller til samfundets måde at forstå og handle på i forhold til psykiske problemer? Hvis det er det sidste, ville det være langt mere på sin plads at tale om de samfundsmæssige ordninger, hvor den enkelte kan henvende sig eller blive henvist til. Er de for mange eller for få? Hvad skal samfundet stille til rådighed for hvem og til hvad? Det er ikke ligegyldige spørgsmål. Bestemt ikke. Men her er vi jo i gang med et holdningsspørgsmål, det er politik. Det vedrører noget generelt og ikke den enkeltes forløb. Og hvad tiden angår, vender jeg tilbage. Jeg vil foreslå at vi spørger på en anden måde.

Lad os forsøge at indfange en mere præcis linje i spørgsmålet. Handler det om at have ”brug for hjælp”? Eller handler det om at finde et sted, hvor et psykisk arbejde kan foregå? Som psykoanalytiker vil jeg pege på det sidste. 

Ofte oplever jeg i indledende forløb, at den enkelte kommer til et sted, hvor det, der var svært og som fik den enkelte til at opsøge mig, umiddelbart er lettet. Der står ikke sætninger i kø og presser sig på for at beskrive lidelsen og så kommer det; ”jeg har overvejet om der skal gå lidt længere tid imellem”. Når jeg forklarer, at det arbejde vi her er i gang med ikke handler om ”hvordan du har det lige nu”, men at vi er i gang med at udarbejde noget i terapien som rækker langt videre, så giver det gerne en ahaoplevelse. ”Nå ja, det giver mening”.

Langt mere end at hjælpe

Der skal ikke præsteres ”dårligdom” eller symptomer for at være i et psykisk arbejde. Det er netop ikke for at (af)hjælpe, selv om arbejdet også har den funktion. Arbejdet er ikke hjælp, det er et psykisk arbejde med at komme ind i sin egen måde at være i verden på og opdage og lytte til det, der gør sig gældende her. Arbejdet er dermed snarere et svar på dårligdommen, symptomerne og det, der er svært. Livet byder på rigeligt der kan give en anledning til at tale og det er den – talen -, der er mediet i analysen. For at få adgang til det, der spænder ben i den enkeltes liv og får ting til at gentage sig, må man ofte mange gang rundt i de systemer, der vækker besvær. De er som labyrinter uden udgang, der gentager sig.

For at et sådant arbejde kan ske, kræver det ikke en hjælper, men en, der kan lytte til det, der siges i den enkeltes tale, når denne taler. Hjælperfiguren kalder på den hjælpeløse. Det drejer sig om at skabe mulighed for at et arbejde kan komme i gang og forløbe. Det er langt langt mere omfattende end at hjælpe og det taler til noget andet i den anden. 

Børn af tiden

Det er et kulturarbejde hvor den enkelte finder sin egen vej i verden blandt andre og får mulighed for at få adgang til sin egen tale. Og her kommer tiden ind med dets kor af hjælpsomme stemmer. Fordi vi alle er børn af tiden, kan vi ikke når som helst høre og dermed skelne tidens tale fra det, der er på vej til at blive vor egen.

At den enkelte selv betaler for sin psykoanalyse, er en pointe, der er værd at bemærke. Vi må alle stå for egen regning. Også for den side af os selv, som vi oplever som en anden og til at begynde med fremmed del. Alle kan indlysende nok ikke betale det samme, men det er en sag mellem psykoanalytikeren og analysanden – samfundet er ikke med i dette regnskab. Det er netop et arbejde, der ikke kommer samfundet ved – det er en sag for sig selv. Dermed falder relevansen af spørgsmålet om ”hvor ofte” væk, det er netop arbejdet selv der er med til at afgøre den sag.

Af Jane Bykær