Om min baggrund som parterapeut for Psykoterapi Odense

Jeg har ikke altid arbejdet som parterapeut

Jeg vil fortælle dig om min baggrund som parterapeut. Mit navn er Jane Bykær, og jeg er ejer af Psykoterapi Odense, hvor jeg modtager børn, unge og voksne individuelt, i familier og par i terapi. Du er havnet på min blog.

Parterapi er en fællesbetegnelse, som dækker over store forskelle. Al terapi vil afspejle det grundlæggende arbejde, som terapien bygger på. Og ikke mindst måden, den enkelte terapeut bruger det på er kendetegnende for det, der foregår i terapilokalet. Her får du lidt om min baggrund og mine tanker bag parterapien hos mig.

Mine arbejdssteder og erfaring

For 14 år siden, da jeg åbnede min praksis fuldtids, vendte jeg tilbage til parterapien efter mere eller mindre at have holdt pause med det i en årrække. Jeg arbejdede for år tilbage med bl.a. parterapi under min ansættelse på Psykoterapeutisk Afsnit OUH, hvor jeg sluttede i 2000. På Psykoterapeutisk Afsnit fik jeg en intern efteruddannelse i psykoanalytisk parterapi (Steen Visholm) og træning i systemisk familieterapi. 

Da jeg flyttede mit arbejdsfelt og fik nye opgaver faldt parterapien uden for mit egentlige virkefelt. Jeg begyndte som koordinator og siden leder af et af landets første familiehuse i det daværende Ørbæk Kommune, og derefter arbejdede jeg en overgang med sorg og krise. Arbejdsskiftet var en af grundene til, at jeg en overgang forlod parterapien. Men udover nye opgaver var der også en anden grund, for samtidig med mine ansættelser havde jeg en privat deltidspraksis. Jeg følte ikke, at jeg havde et tilstrækkeligt grundlag for at arbejde med det komplekse i parrets relation. Jeg havde brug for en pause, indhente erfaringer i mit nye felt, før jeg på ny følte mig klar til at modtage par.

Efter en pause fra parterapien

Da pararbejdet igen begyndte at interessere mig, gik jeg i gang med en mere målrettet undersøgelse. En undersøgelse af spørgsmålet om, hvordan vi mennesker står i forhold til hinanden i denne særlige relation. Hvad er et parforholds grundlæggende betingelser? Vi ved jo, at kærlighed ikke er nok, som man siger. Der er noget i selve vore vilkår som menneske, hvor den anden spiller afgørende roller, som ikke er let gennemskuelige. Men de vilkår rører på sig i de problemer, vi mennesker oplever i parforhold og andre nære relationer. 

Lige så lidt som vi kan forstå alt ved os selv, lige så lidt forstår vi det fulde omfang af det forhold, vi befinder os i med andre. Det kræver arbejde at komme sig selv nærmere, og det kræver arbejde at være i et parforhold. Og alligevel er der ingen garanti for, at to mennesker, der fandt hinanden i kærlighed, kan blive ved med at fungere sammen.   

Mine undersøgelser

Min undersøgelse har dels gået via min psykoanalytiske uddannelse, som kræver års egenanalyse for på egen krop at få erfaringer med det komplekse ved, at vi er til via det ubevidste. Dernæst har mine klienter i individuelle analyser og psykoterapier og i arbejdet med børn og deres familier været lærerige og har åbnet for en række spørgsmål, som skulle finde vej. Desuden har jeg (gen)læst de forfattere og forskere, som havde udviklet forskellige metoder til terapi med par. Jeg faldt over, at alle de grundlæggende teoretikere af parterapier og deres metoder oprindeligt er psykoanalytikere. Det gælder for den systemiske og den psykodynamiske parterapi og for imago-metoden. Disse psykoanalytikere har valgt at tage afsæt i forskellige steder i psykoanalysens store og komplekse teoridannelse i deres udvikling af den pågældende metode. 

Ikke kirsebærplukning

Jeg har ikke været interesseret i at ”plukke kirsebær” i den psykoanalytiske teori og heller ikke i at lave en ny ”metode”, der kunne implementeres som et koncept for parterapi. Jeg giver gerne supervision på parterapi, men det er og bliver psykoanalysen, der er grundlaget for mig. Det betyder, at en psykoanalytisk uddannelse er det bærende for min praksis og den måde, jeg tænker parterapien på. Det, der skete, da jeg begynde at udvikle min måde at arbejde med par på, gik altså af en anden vej end at lave et nyt koncept.   

Min interesse blev skærpet overfor min måde at lytte på i det, der sker i parterapien. Min måde at placere mig mellem de to i parret fik min interesse. Jeg måtte både lytte til hver enkelt, det, der var mellem dem og det, der foregår i mig selv og mellem dem og mig i det terapeutiske rum. Det kompleks vakte min interesse. Nok genkender jeg mønstre fra den ene parterapi til den anden, og det er vigtigt at have en udbygget erfaring som baggrundstæppe. Ikke mindst for blandt andet med det at kunne lytte til det særlige i det enkelte par og det, den enkelte har at sige og endnu ikke kan sige. 

At opdage den anden

Jeg selv har brugt mine undersøgelser og min egen praksis med børn, unge og voksne, heriblandt par, til blandt andet at skrive bogen: ”At opdage den anden” med undertitlen ”Med det ubevidste på arbejde mellem to”. Her viser jeg, hvordan vi er knyttet til hinanden via det ubevidste og derfor altid misser noget i forståelsen, der, hvor noget gentager sig. Der, hvor knuder opstår og samler problemer som et tov, der hænger ned i vandet fra en badebro og trækker skaldyr og andet til sig. 

Den parterapi, jeg udøver, er således udviklet ud fra en samlet erfaring efter mange års arbejde med mennesker. Den tager udgangspunkt i psykoanalysens grundlæggende erfaring med det subjektive ved dette at være menneske. Nemlig, at vi kun kan være til via den anden. Netop det træk ved det menneskelige er vores grundvilkår. Dette grundvilkår, at vi er til via den anden, kommer klart til udtryk på en konkret måde i ethvert betydende forhold til et andet menneske. Dermed i særdeleshed i parforholdet. Og derfor er det vel heller ikke så mærkeligt, at det kan vække så mange og forskelige følelser og tanker i os og skabe problemer og udfordringer, som vi ikke selv kan overskue.