Perfect Days

Har du set den japanske film ”Perfect Days”?

En film fra 2023, som går i biografen nu (April 2024)? Her kan du læse mine kommentarer til filmen. Hvorfor kaster jeg mig ud i det? Fordi jeg fandt denne film særlig interessant. 

Jeg så den sammen med et menneske, jeg har set rigtig mange gode film sammen med, og vi plejer at svinge meget godt i forhold til hvilke film, der sætter sig i os med gode snakke. Der er film, vi har set for år siden, som stadig dukker op i vore samtaler. Men denne film skulle vise sig at være en undtagelse, i hvert fald i forhold til den umiddelbare oplevelse. 

Forskellige forventninger

Vi kom med forskellige forventninger. Min gode ven sagde før filmen: ”Så skal vi ind og se en film på to timer om en mand, der rengør offentlige toiletter”. Der var et vist mismod i stemmen. Jeg selv følte mig åben for at modtage filmen. Emnet var vel ikke så afgørende? Eller hvad?

Da filmen var slut, sagde min ven: ”Det var lang tid!”, mens min tanke, da underteksterne begyndte at rulle, var: ”allerede?”. Den forskel er alt andet lige tankevækkende. Filmen vakte min interesse fra starten. 

At gøre det, der er at gøre, godt

En møjsommelig mand med akkuratesse, rytme i sin dagligdag, regler, han har sat op overfor sig selv, og en grundighed, der er med i alt, hvad han gør. Jeg tænkte: nu ordner han toiletter og gør det til punkt og prikke, og helt klart mere end nogen arbejdsgiver forventer. Alle træk, som ville udgøre en god og habil forsker. Mangler der ikke noget til forskerjobbet – nysgerrighed for eksempel? Det mangler nok i min beskrivelse indtil nu, men det mangler ikke hos ham. Han har et åbent sind, et kunstnerisk blik og en levende interesse for, hvordan træer, fra den første spire til de bliver kæmpestore. Har ser, han bemærker, han er vågen. Han ser hvordan de indtager et sted og skaber en katedral når de over mange menneskeliv har vokset sig kæmpe store. De skaber, hvor de står i flok, steder, hvor mennesker kan være og mødes. Og hvor den opmærksomme kan blive betaget af lysets liv ned gennem de smukke kroner. Altid lidt anderledes end for et øjeblik siden. 

Et tænkende menneske   

Der i al denne møjsommelighed og regelbundethed trådt et spændende menneske frem, et levende menneske. Hvordan kan det være, at han renser og holder offentlige toiletter rene? Kan han lide det? Måske. Men han kan tydeligvis lide sin måde at påtage sig sin opgave på. Det er hans job, og han finder det værd at gøre godt. 

Ved siden af lever han et liv, hvor mennesker defunderer ud og ind. De, der opdager hans kvaliteter, bliver mærket af hans væren og kærlige nærvær. Men han knytter sig ikke til en specielt og det er ikke fordi der ikke er en speciel at knytte sig til.

 Han er ikke nogen talende mand. Faktisk siger han ikke mange sætninger, men hver og en af dem er maggiterninger af betydning, som afspejler et kærligt og forstandigt væsen. Han behøver ikke at plapre løs, for han taler med sit væsen i det, han gør. Han bruger sproget lige så møjsommeligt som alle andre ting, han tager sig for. Og det gør hvert et ord værd at høre på.

Familien

Hans niece opsøger ham. Hun kommer, viser det sig, fra en rig familie og er stukket af hjemmefra. Hun får lov at overnatte, og næste dag vil hun gerne med ham på arbejde, og han siger tøvende ja. 

Hun forstår ham. Hun sætter pris på ham. Hun er nysgerrig på ham, og hun kan lide ham. Det, hun ikke forstår, er hendes mors (hans søster) tavshed, når hun spørger til ham – hendes bror. 

Da søsteren kommer for at hente sin datter, ser man en scene, hvor søsteren forbeholdent bemærker; at ”her bor du så”, og spørger: ”arbejder du virkelig med at rengøre offentlige toiletter?” Han bekræfter med få ord begge dele. Hun fortæller om deres fælles far, der er på plejehjem, og som hun ønsker, at broderen skal besøge, og siger at ”han har forandret sig”. Det forstås: til det bedre. 

Denne lille scene afsluttes med, at han giver sin søster et knus, mens hun stift står uimodtagelig tilbage. Da søsteren med familie forlader stedet, ser man, at han er ked af det. Dér forstår man, at der mellem far og søn har været noget, der ikke var godt. Noget smertefuldt, som han ikke kan vende. 

Det opleves som en nøgle til at forstå ham. Ikke en nøgle for fortællingen, der er ledet af hans verden. En verden, der er fyldt med underfundige små historier og mennesker, som indgår på kryds og tværs i hans liv. En stille humor gennemtrænger stemningen i filmen.

En nøgle?

Den er smukt filmet. Den inviterer kærligt ind i dette menneskes liv og viser os, hvad han ser. Og det skaber respekt. Et menneske, som i forhold til evner og karaktertræk kunne have taget et hav af forskellige retninger, men toiletterne blev hans valg. Eller var valget hans fars? En far, der havde brugt sin søn som affaldsspand for sine egne frustrationer? Fortæller den om noget velkendt – et træk ved det særegne ved os mennesker, at vi på forunderlige og foruroligende måder er spundet sammen med de mennesker, der er og har været i vores liv på betydende måder? 

Jeg kan kun varmt anbefale ”Perfect Days”. Den emmer af liv. 

God fornøjelse.

Jane Bykær