Far hvor bliver du af? Om udsatte børn hvis adfærd bliver til fare.
Om udsatte børn hvis adfærd bliver til fare. Af Jane Bykær . Psykoterapeuten nr. 1 2008 og genudgivet i AKT-Bladet dec. 2012
Far! Hvor bliver du af? Om udsatte børn hvis adfærd bliver til fare.
Det er langt fra alt i denne verden, vi kan planlægge og styre. Man kan ende i situationer, man aldrig havde drømt om og derfor endnu mindre har kunnet forberede sig på. Artiklens forfatter overtog på et tidspunkt ledelsen af et nyoprettet opholdssted for udsatte børn og unge. Det viste sig imidlertid hurtigt, at det kun var på det formelle plan, at det gamle sted, en tidligere døgninstitution, var nedlagt som institution. Såvel bygninger som børn og personale udgjorde den nye institution. Og den gamle ånd var fulgt med over i det nye.
Det var tvingende nødvendigt at tage afsked med institutionens gamle ånd, som bedst kunne betegnes som anarki og junglelov, før noget nyt kunne etableres. Som Freud har gjort opmærksom på, går der i det psykiske arbejde ofte en sidste gentagelse af det, subjektet er i færd med at taget afsked med, forud for selve afskeden. Det var også tilfældet her på det kollektive plan.
Fra junglelov til kultur
På det tidligere sted havde børnene, i hvert fald det sidste halve år under nedlæggelsen af den gamle døgninstitution, overtaget magten. De havde besluttet sig for, hvem af pædagogerne de ville få sygemeldt, og skyede ingen midler i deres projekt. De destruerede i orgielignende seancer, hvor grænserne var vanskelige at finde. De satte dagsordenen i form af en selvstyrende og voldelig adfærd og lod sig kun i meget begrænset omfang underkaste voksnes ønsker og krav. Der havde været flere alvorligt farlige situationer. Børnene gik ustabilt, om overhovedet, i skole. Miljøet var latent angstpræget, der var misbrug af stoffer med store og ukontrollerede følelser til følge. Adfærden var ustabil og utilregnelig. Kulturen blev af de ansatte beskrevet som junglelov, hvor det blot handlede om at være på vagt, for at konflikter ikke kom til at udvikle sig. Det var en yderst betændt social sammenhæng for såvel børn som personale. Der var ingen tvivl om, at børnene ikke havde gavn af at være, hvor de var. Tværtimod fik de ikke blot genetableret, men også suppleret, de problematikker, de netop var blevet anbragt med henblik på at få hjælp til at komme videre med. Der skulle ske noget radikalt, for at stedet kunne udfylde sin funktion i forhold til det enkelte barn.
Det åbenlyse spørgsmål for mig var, hvordan får man noget til at fungere her? Hvordan bliver spørgsmålet om magt til spørgsmålet om, hvad der skal til, for at vi kan komme til at magte noget sammen? Hvordan får man en institution, præget af en vanskelig og destruktiv adfærdsform, til at blive et sted, hvor kulturen lever? Denne lille artikel er en videregivelse af den erfaring, som arbejdet med at indføre en orden i kaoset har produceret for mig. En orden, som skaber rammer i det sociale, hvor det kaotiske kan udspille sig.
Erfaring bliver først til erfaring, når viden bliver produceret ud af arbejdet med at skabe en farbar vej. For at begive sig af sted på denne vej og ikke fare vild for mange gange kræves visse navigeringspunkter. For den vej, der skal tilbagelægges, hvis det lykkes at skabe kultur, er der ikke på forhånd. Den er ikke givet. Og for at blive opretholdt skal den holdes i arbejde.
Vi tænker let kulturen som noget stabilt og nærmest stationært. Det har vi brug for for at opnå den tryghed, som vi mennesker drives så let til at opnå. Men erfaringerne fra dette sted viser os, at det ikke er nogen selvfølge, at vi eksempelvis har en samfundsstruktur, der fungerer. Også på megaplanet vil det kunne vælte, nøjagtig som det har gjort tidligere i kulturhistorien, og som det gjorde hér lokalt.
Børn lider under en vanskelig adfærd
I vores kultur er begrebet det sociale positivt ladet. Med god grund. Fællesskabet giver en social ramme, giver tryghed, samhørighed, sikkerhed, anerkendelse af dets medlemmer, så længe de accepterer de spilleregler, som er gældende. Men prisen, man betaler for disse civiliserede goder, for intet er gratis her i verden, er afhængighed af, hvad et givent fællesskab og en given tid kan producere og rumme. Fællesskabet bestemmer, hvad den enkelte skal afstå af muligheder, og hvad den enkelte skal byde sig af selvkontrol og afsavn. Der er med andre ord en økonomi på spil. Du giver eller afgiver noget og får noget andet til gengæld. Den gamle historie med gyngerne og karrusellerne. Vi kalder de børn, som reagerer i det sociale og skaber vanskeligheder dér, adfærdsvanskelige børn. Med det begreb vedkender vi os implicit, at det at drage omsorg for, inddrage og opdrage børn er vanskeligt, og at det blot er et spørgsmål om, hvor og hvordan vanskelighederne viser sig. Dermed kan der ikke være nogen børn med en vanskelig adfærd, uden at der også er andre, som den adfærd bliver udspillet i forhold til. Barnet lider under sine vanskeligheder ved at indgå i det sociale sammen med den anden. Men barnet er ikke den eneste, der lider, det gør tydeligvis også det netværk, som udgør barnets sociale ramme.
De børn og unge, jeg har haft med at gøre, er alle ”udsatte børn og unge”. Børn og unge, der er sat ud af de(n) sociale(r) institution(er) – familie, skole, lokalmiljø – som de kommer fra. Nogle af dem har, før de blev anbragt, boet i plejefamilier eller anden anbringelse. Det er et karakteristisk træk, at den forælder barnet har boet hos, og ofte også den skole barnet har gået på, har givet op over for det daglige ansvar og har overladt til kommunen at finde et egnet sted til barnet. Barnet er i bogstaveligste forstand sat ud af den sociale ramme og placeret i en ny.
Det nye steds opgave er at få barnet ind i kulturen. Med psykoanalysen kan vi sige, at vejen ind i kulturen altid er unik og blandt andet går gennem et kompliceret og vanskeligt psykisk drama. De udsatte børn viser os hvor skrøbelig og hvor vanskelig en vej, der må tilbagelægges. Og børnene viser, hvad denne vej kræver af de voksne, for at barnet kan blive barn af kulturen. Når det arbejde ikke er lykkedes tilstrækkeligt til at have struktureret barnets psykiske funktionsmåder de første to til syv år af dets levetid, må der tages særligt højde for det i anbringelsen. Den arbejdsmulighed, børnene har, er, at udsatheden sættes i arbejde. Der må skabes plads til, at den adfærd, som barnet er båret af, får omsorg, som gør, at barnet kan oversætte og veksle den til noget, der er kulturelt acceptabelt. Det handler om timing, og det handler om klarhed i interventionerne. Og ikke mindst må interventionerne være så præcise, at de taler ind i barnets subjektive spørgsmål. Vi formoder dermed, at barnets vaskeligheder er et forsøg på at tale ind i noget, som det selv er med til at (gen)skabe og endnu kun kan sige ved netop at udleve sine vanskeligheder på ny.
Måden den anden forstår og agerer på i forhold til barnet
Hvad er det for en adfærd, der påkalder sig den store opmærksomhed? Ofte har barnet forud for anbringelsen ikke fulgt skolen i en længere periode, og det har ikke fungeret i en almindelig døgnstruktur. Ofte har det været stukket af i perioder og levet i ingenmandsland. Det har dér fundet sammen med andre børn og unge, som lever på kant med samfundet. Tilsammen en adfærd, som har været dybt bekymrende for de voksne omkring det. Det er ligeledes karakteristisk, at de tiltag, der har været sat i værk fra det offentliges side i forsøget på at hjælpe barnet på vej, ikke har ført barnet tilbage i kulturen og familien.
Det kræver en udviklet psyke at kunne klare vanskelige og konfliktfyldte følelser og sætte dem i arbejde i sig selv og sammen med andre. Det kræver modenhed at kunne tage konflikter og uenighed på sig og ikke løbe fra dem, og det kræver mod at arbejde dem igennem sammen med andre. Barnet er i den proces fuldstændig afhængig af de voksne. For det er altid den anden, der afgør, hvordan det, et barn sætter i spil, skal forstås. Og netop det forhold er det udsatte barn særligt sårbar i forhold til. Vi er som mennesker grundlæggende afhængige i forhold til, hvad den anden kan, vil og tør og dermed, hvad der er muligt og umuligt i en relation til en anden. Vi voksne kan åbne munden og tage ansvaret for at sætte nødvendige ting i arbejde, men lykkedes det ikke i en given sammenhæng, kan vi i sidste instans vælge at tage vores gode tøj og gå ud i verden og finde nogle andre at lege med. Barnet, der står for at skulle anbringes, er derimod afhængig af, at socialrådgiveren finder et sted, hvor det kan rummes, og hvor der kan ske et arbejde med dets vanskeligheder. Det har allerede forsøgt sig og mødt umuligheden. Det har ikke indtil da kunnet finde sig selv ud af disse forsøg. Det er afgørende, hvis det skal lykkes, at det mærker, at der er mod til at modtage og rumme det, og at den anden kan opretholde sine egne grænser. Det kræver så omvendt, at barnet har potentiale til at anerkende generationsforskellen. Det er altid den anden, der skal være garant for, at kulturen også har plads og ønsker om at rumme barnet. Havner man i et konfliktforskrækket og angstfyldt miljø, så er et kulturarbejde allerede om ikke umuliggjort da vanskeliggjort.
Det indre og det sociale
Der er altid noget vanskeligt på spil i en konflikt, hvad enten det er en indre subjektiv eller en ydre mellemmenneskelig konflikt, der er tale om. Der er flere måder, subjektet kan forvalte vanskelighederne på. Der kan dannes symptomer, hæmninger eller angst, eller det kan, som hos de udsatte børn der reagerer i adfærden, ske i problematikker i det sociale. Børnene er udsat på grund af et mangelfuldt symbolsk grundlag. Når der ikke er et tilstrækkeligt symbolsk grundlag til at klare store og vanskelige konfliktfyldte følelser, er der kun tilbage at agere dem ud i det sociale. Det sociale bliver scene for de vanskeligheder, der er i spil i barnet og i dets forhold til omverdenen. Der er endnu ikke et tilstrækkeligt indre, der gør det muligt at bearbejde dem i talen.
Barnet er grundlæggende socialt og hjælpsomt. Når barnet udlever sine konflikter i adfærd, der aktivt inddrager den anden, viser det, at det netop er den vej, dét må gå, af grunde som først senere kan blive tydelige. En vej som netop dét barn må gå for at komme ind i kulturen og i kontakt med sig selv. Det hjælper dermed de voksne til at vise, hvilken vej der skal følges. Barnet har brug for nogen, der har overskud, der kan forstå netop det, der har grænserne i behold, og som kan hjælpe det igennem de konflikter, som huserer i det.
De adfærdsforstyrrede børn er sædvanligvis præget af en stor trang til selvstyring. Børnene kommer ofte fra situationer, hvor de har fået alt for meget magt over de voksne, samtidig med at de på ingen måde er modne nok til at forvalte magten. Det har sædvanligvis ført til flere situationer, hvor barnet har bragt sig selv og/eller andre i farefulde og truende situationer. Når det symbolske grundlag ikke slår til, er der kun aggressionen tilbage og dermed spørgsmålet: er det dig eller mig, der skal overleve?
Ofte er de udsatte børns adgang til virkeligheden skrøbelig, og det kan være svært at acceptere en virkelighed, som er defineret ud fra fællesskabets normer og omgangsformer og faktuelle aftaler. Virkeligheden bliver af barnet let forvekslet med det, barnet ønsker sig af den. Lovens funktion er altid i spil. Hvad man må og hvad må man ikke. En måde at undersøge det på er ved at afprøve, hvad der sker, når man gør, hvad man ikke må. Omgangen med sandheden kan være præget af en indre privat logik, som kun sporadisk knytter sig til faktuelle begivenheder.
Barnet er overladt til at bruge det sociale rum til at handle først for dernæst at kunne tænke. Men for at kunne tænke kræver det, at der er nogen at tænke sammen med. Barnet er dermed fuldstændig afhængig af de voksne og af hvilken måde, de voksne møder barnet på.
En forsker søger medarbejdere
Det udsatte barn er, som andre børn, en forsker. Det har specialiseret sig i et særligt forskningsfelt. Hvad er kærligheden for en størrelse, og hvad kan den bære? Hvad er loven, og hvornår gælder den? Hvad sker der, når jeg gør sådan? Hvem kan man regne med, og hvordan kan man finde ud af det? Hvad bestemmer, hvordan det viser det sig? Der er generelt et betydeligt socialt ønske i spil hos disse børn. Men for at barnet kan føre sin forskning til ende og bruge den til noget, er det afhængig af, at andre deltager i forskningsprocessen. Barnets forskningsmetode er at benytte sig selv og sætte sine sædvanlige reaktionsmønstre i gang og undersøge, hvad der sker det nye sted. Og det sted er altid i det sociale og dermed i sproget. Det er de voksnes måde at håndtere, reagere og intervenere på, som afgør, hvad barnets forsøg kan føre til af udvikling.
Barnet gør et betydeligt forskningsarbejde, der udgør en betydelig hjælp for en leder af en institution, idet barnet hele tiden gør opmærksom på, hvor de voksne skal rette deres indsats hen. Er der ikke overensstemmelse mellem det, de voksne siger og gør, så er der altid en eller flere hjælpere, der gør opmærksom på det. Enten i afprøvende adfærd – kan man regne med dem – eller ved at henlede opmærksomheden på en manglende logik.
For at kunne modtage barnet med udgangspunkt i disse tanker er der afgørende ting, der skal være på plads i institutionen. Der skal være en kultur. Og kultur har vi ikke, før der er en struktur i det sociale, hvor der som minimum er forskel på børn og voksne, altså en generationsforskel, og hvor der er en funktion, som kan autorisere den enkelte, barn som voksen, til at udføre den funktion, som vedkommende er tiltænkt. Den situation, som herskede, da jeg tiltrådte ledelsen, hvor der var børnemagt og anarki, der førte til kaotiske tilstande, måtte naturligvis ændres, hvis det skulle give mening og være etisk forsvarligt, at børnene var, hvor de var, og at modtage flere børn.
At få en autoritet på banen
Man indfører ikke bare lige en kultur og en ny organisationsform. Når magten, som det var tilfældet her, er funderet i det narcissistiske register, tilsiger magtens psykologi, at den ikke afgives uden kamp. Det skete da heller ikke her.
Men hvad var det for et slag, der måtte komme, og på hvis vegne ville det blive udkæmpet? Personligt var jeg havnet i en situation, jeg ikke havde kunnet taget stilling til før ansættelsen. Den blev først synlig senere, hvor børnene beredvilligt modtog mig med den ene fortælling efter den anden om, hvad de havde lavet på det gamle sted. Alle beretningerne blev verificeret af de voksne. I og med at jeg ikke – da det blev klart, hvad det var for en opgave, jeg i virkeligheden stod overfor – med det samme valgte at tage mit gode tøj og gå, tog jeg dermed et ansvar på mig og traf et afgørende valg. Jeg ville have den institution til at fungere, så børn og voksne kunne trives sammen og udvikle sig, med de vanskeligheder der var givet for det enkelte barn. Hvad jeg ville, når en orden i det sociale kom til at fungere, lod jeg være åbent. Jeg påtog mig dermed et arbejde, som nok var mit, men ikke var på mine vegne. Det var et kulturarbejde, et arbejde i kulturens tjeneste. Det er klart en lettelse, når noget skal stå sin prøve, at man har en lang kulturhistorie, filosofiske og psykoanalytiske erfaringer at trække på.
Den situation, der var virkeligheden på institutionen på daværende tidspunkt, er set før i historien og lokalt på andre institutioner før denne. Ikke nok med det, grundelementerne i det, der udspillede sig på den faktuelle scene, er et drama, der er i spil, hver gang et subjekt bliver til. Det er et nødvendigt, men ubevidst, drama, der hjælper det menneskelige afkom ind i det sociale. Hvilket den psykoanalytiske forskning og erfaring har lært os. I den forstand er der ikke noget nyt under solen. Der er blot forskel på, om dette drama foregår i barnets første leveår eller skal gennemleves med henblik på strukturerende effekter senere.
Opgaven var at få dramaet gennemspillet på ny, men med den klare bestemmelse, at de rette funktioner i det sociale skulle i spil, for at kulturen kunne indføres. Et spørgsmål om at gå fra narcissistisk register til et symbolsk funderet univers. Den bevægelse minder om, når tidligere kulturer har stået overfor at skulle vælge mellem en hidtidig gud og en ny gud. Det er altid blevet afgjort via spørgsmålet: hvem af dem er stærkest. Og styrken skal vel at mærke måles i hvilket symbolsk grundlag, der kan tilbydes, og altså ikke i muskelstyrke. Man afgiver ikke sin magt uden videre. Der skal tilbydes noget, som gør afgivelsen af den til et fornuftigt bytte.
Børnemagtens eksplicitte dagsorden var i det narcissistiske register. Den vil sætte spørgsmålet om det er dig eller mig, der skal overleve, i arbejde. Men det der skulle vinde her, var ikke personer. Men noget langt større og vigtigere, nemlig ideen om at vi kan leve sammen i respekt, tryghed og tillid til, at noget kan fungere mellem os. Men for at det kan indføres, må nogen påtage sig det arbejde, det er at bringe en kultur i stand og i arbejde.
Afklaring af spillereglerne
Det første skridt, da vi flyttede ind med den nye institution i de gamle lokaler, var at kalde børnene sammen. Børnene havde under renoveringen midlertidigt været anbragt et andet sted. De blev orienteret om, hvilke regler der fra nu af skulle gælde for at få en hverdag med mange børn og voksne til at fungere. De blev ved den lejlighed orienteret om, at personalet skulle være der, og de skulle behandles ordentligt, og de (børnene og de unge) kunne være der, hvis de ville gå med på den sociale orden.
Det var en konkret udmelding, som ikke blot var rettet til børnene. Den skulle i første omgang nok så meget tale til pædagogerne og sætte en dagsorden for dem. Der skulle være voksne tilstede. Den helt nødvendige voksenfunktion skulle indføres og opretholdes. Det er en funktion, som børnene er fuldstændig afhængige af for at kunne fungere og udvikle sig. For at komme ind i kulturen og indgå og bidrage til kulturen. Først når grundelementerne i kulturen fungerer, kan der opbygges kærlighed og respekt, og først da kan der drages omsorg for de vanskeligheder og de behov, som barnet netop er anbragt for at få tilgodeset.
Konsekvent handlen
Da børnene første gang i det nye regi lavede et magtorgie, blev der prompte taget affære. De børn, der havde været indblandet i magtorgiet, blev en for en indkaldt til samtale med mig og et par pædagoger. Det var forinden blevet forberedt med deres respektive kommuner, at børnene kunne blive flyttet et andet sted hen, hvis ikke de ville indordne sig under de få regler, der var blevet indført. Det forbavsende ved disse samtaler var, at børnene ikke så det som en realistisk mulighed, at de kunne blive flyttet et andet sted hen, eller for den sags skyld at dagsordenen kunne blive en anden end før. For dem var det stadig den gamle institution. De var næste uhyggeligt sikre på, at de kunne gøre, hvad de ville. ”Hun truer med at smide os ud, men det kan hun jo slet ikke.” Da virkeligheden viste sig at blive en anden, idet en nægtede afprøve den nye orden og dermed skulle flyttes mod sin vilje, gav det en omfattende turbulens i hele huset. Situationen betød vold og trusler om yderligere vold, og børnene kaldte på forstærkninger udefra. Situationen forblev under rimelig kontrol. Den var kritisk, men skaderne blev minimeret.
Børnene var chokerede over og reagerede på, at det, de voksne sagde, kunne blive til virkelighed. Jeg blev i konkret forstand udpeget som fjenden, der skulle elimineres. Hvilket var rimeligt, idet det det var mig, der indførte en ny linje. Det var derudover praktisk i situationen, fordi det fritog pædagogerne for aggressionen, og de kunne dermed begynde et vigtigt arbejde med børnene og forbedre dem på den nye tilstand. Samtidig kunne de beskytte mig. Begge dele gjorde de med dygtighed og autentisk nærvær.
Det barn, der måtte rejse mod sin vilje, var så heldigt at komme på en institution med voksne, som kunne hjælpe det med at gennemarbejde forløbet. Barnet vendte siden tilbage på besøg for at fortælle, hvilken magtesløshed det havde mærket ved at besidde alt den magt. Jeg hører det sådan, at barnet var opslugt af en magt, der på en måde gjorde barnet til genstand for sig. Barnet havde efterfølgende fundet sig selv og havde kunnet bruge situationen til at komme videre i livet og give voksne en nødvendig plads. Den magt, som havde indfanget det, svarer til de processer, vi kender fra massepsykologien, hvor jeget bliver opslugt i massen. Processer, som mange i det små har erfaret ved at være til en fodboldkamp, rockkoncert eller lignende.
Dette efterspil, hvor virkeligheden kom til at hænge sammen med, hvad de voksne sagde, blev første løkke i det strikketøj i den nye kultur, som siden er kommet til at fungere i huset. Det var ønsket, at den skulle have den effekt, men det skulle først senere blive tydeligt, at det faktisk også havde haft den effekt.
Den første interventions effekter
I en analytisk terapeutisk setting gennembearbejdes lignende dramaer i talen. Og når vi er i talen, er vi i et særligt privilegeret sprogrum. I arbejdet med udsatte børn i døgninstitutionssammenhænge bevæger man sig ud i den konkrete og faktuelle verden, hvor hverdagen spiller med i praksis. Men man forbliver vel at mærke i sproget. Selv hverdagens mest trivielle ting og gøremål er sprogligt funderet. Det er i sproget, barnet (mennesket) er, og det er dér, barnet afkræver de voksne et svar, der kan bære.
Personalet var bevæget og lettet over, at der var overensstemmelse mellem mine ord og min handling, og de støttede op omkring beslutningen. Det næste arbejde bestod i at gøre personalet i stand til at påtage sig den samme autoritetsfunktion og følge op på situationen. Det var naturligvis afgørende, at de fik tillid til min ledelse og dermed autoriserede mig som deres leder. Personalet var vænnet til at finde den bedst mulige løsning selv, hvilket ofte vil sige at undgå ballade og gyde olie på vandene. De formulerede selv, at de mere havde været venner med de unge end voksne i forhold til dem. Det var under de omstændigheder, der dengang herskede for dem, blevet umuligt at indtage en egentlig voksenfunktion. De voksne havde ikke magt, som de muligvis havde agt.
Efter denne første intervention forelå der fortsat et stort arbejde, men det første spadestik var taget, og det handlende derefter om at følge op på det med henblik på at gøre kulturen bæredygtig. Retningen var udpeget. Men det tog tid, før den nye orden blev gjort gældende. Ved flere lejligheder måtte vi have ordensmagten til at komme for at beskytte børn og personale i kritiske situationer og for at få bragt ro over urolige børn og unge. Der var desuden efterfølgende flere børn, der måtte findes anden anbringelse til, og der var personale, der måtte søge andre veje. Det afgørende arbejde bestod i at holde fast i retningen, selv om den gang på gang blev udfordret mange forskellige steder fra. At indføre lov kan vække angst i mennesker, som helst vil tro, at kærlighed kommer forud for den.
Myten om den menneskelige organisationsforms fødsel
Charles Darwin, som er kendt for teorien om survival af the fittest, har også begået en mindre kendt myte. En myte, som forsøger at sige noget om overgangen fra en dyrisk organisering af det sociale til den menneskelige. Den myte genoptog Sigmund Freud. Darwin lod sig inspirere af abernes organisationsform. Mytens tematik og dramatologi udspiller sig omkring en magtsyg leder, der leder en gruppe af kvinder og deres børn. Han har taget alt til sig selv. Når drengene bliver for store og dermed en potentiel trussel for hans magt, bliver de udstødt af flokken. Myten fortæller da, at de udstødte sønner, syge af jalousi, rottede sig samme mod den ledende han og slog ham ihjel. Efter drabet blev de ramt af dårlig samvittighed og af angsten for, at det samme kunne ramme dem selv. Derfor besluttede de sig for at nedlægge forbud mod igen at slå ihjel. Til gengæld for dette første kulturelle forbud blev det muligt at fordele kvinderne mellem sig, og den første organisation omkring familie så dagen lys. Men samtidig skete der noget bemærkelsesværdigt andet. Den tidligere lederhan fik en ny status. Han blev i sit fravær ophøjet til gud, og i samme tiltag blev han gjort til et elsket objekt. Via denne kulturelle præstation, det er at indføre lov, slog de flere fluer med et smæk. De kunne fortrænge de komplicerede og konfliktfyldte følelser, der havde ramt dem, og de fik en lov, der beskyttede dem og skabte rum for fordeling af blandt andet ansvar. Som kendemærke for denne bedrift fik de genindført magthannen som far. Og som far vil her sige en far med symbolsk funktion. Det skal uddybes.
Freud hæfter sig ved myten, blandt andet fordi han her finder det sted, hvor den første lov indføres. ”Du må ikke slå ihjel”. Han bemærker, at loven opstår efter et drab på ham, der først efter drabet bliver en far for gruppen. Loven er med til at grundlægge en afgørende kærlighedsbetingelse. Der skal være et rum afgrænset af en lov, før kærligheden kan fungere. Med andre ord kan man sige, at hadet skal have en ramme at blive begrænset og evt. omgjort i. I myten bliver sønnernes had omgjort til kærlighed. De bindes i et kærlighedsbånd til den far, som loven har produceret for dem.
Man skal hæfte sig ved den tidsforskydning i myten, der indvarsler en ny orden. Det er først, da drabet bliver indført via loven, at den ny orden opstår. Ordenen kommer efterfølgende. Den logik myten følger i sin fortælling, er også det ubevidstes arbejdsmåde. Freud kalder den nächtraglich. En logik, hvor den første hændelse, drabet, først bagudrettet/efterfølgende bliver den afgørende brik i en kulturel præstation. Loven, som er en konvention, afføder et psykisk arbejde i gerningsmændene, som et svar på mordet. Den far, der opstår via loven, er det, psykoanalysen kalder den symbolske lov. Og loven er udgangspunktet for, at kultur kan opstå. Der er kun grund til at lave lov mod det, mennesker kan finde på at gøre.
Det lykkedes brødrene at producere noget ud af en vanskelig situation. De havde fundet det nødvendigt at slå magthannen ihjel. En nødvendighed, der senere blev ubærlig, og som producerede et afgørende kulturprodukt. Drabet blev forsonet ved at ophøje mordofferet til gud. I en assimileret verdensorden til en far som symbol på, at den symbolske lov anerkendes og dermed fungerer. Et stort psykisk kulturarbejde kom til at oprette en ny orden. Jeg slår ikke dig ihjel, du ikke mig, så fra nu af må vi finde ud af det sammen.
Loven skal opretholdes
Vi ved fra historien, fortidig såvel som nutidig, at den orden ikke er givet en gang for alle, men må opretholdes. Det samme lærer vi af de børn, som forsker i det sociale med deres adfærd, og ikke sjældent også livet, som pant.
Hver enkelt af os bærer, hvad enten vi ønsker det eller ej, et ansvar for, at kulturen og samfundsordenen kan fungere. Det gør vi i vores måde at anvende sproget på. Den symbolske far er en funktion i sproget. Og vores omgang med sproget kan vi derfor roligt tage dybt alvorligt. Det er den alvor og seriøsitet, der skal smitte af på børnene og de voksne. Voksne omkring børnene i form af forældre, lærere, socialrådgivere og pædagoger mv. Alle må vi mærkes af det ansvar, som sproget medfører for os og tage besværet på os. Der skal arbejdes for, at kulturen kan være et sted, hvor man lever sammen med godt og ondt. Loven skal opretholdes, for at kærligheden kan opstå. For at man kan lege, hygge sig, grine, tale samme og lave aftaler. Og for at kunne blive rummet i et arbejde med de mange nødvendige og vanskelige spørgsmål, som livet kræver af os.
Er i december 2012 genudgivet i Akt. bladet.