Psykoterapi
Odense

Om udsatte børn og unge

Om udsatte børn og unge. Af Jane Bykær. I bogen ”En Fandens bestilling – kan vi slippe det ubevidste?”. Marts 2006 på forlaget Frydenlund

DE UDSATTE – NÅR TALEN FALDER PÅ EGNETHED

Jane Bykær

Egnethed er et begreb der første gang optræder i det danske sprog i 18931. Vi lærte det først at kende som et adgangskrav til gymnasiet. I den anvendelse er det nu historie. I løbet af 80erne er det blevet anvendt på et ganske andet felt, navnlig i begrebet ”forældreegnethed”. Inden da havde ”egnethed” fungeret i adskillige år, som en kvalitativ vurdering af patienters egnethed til psykoanalytisk psykoterapi2 og indenfor dele af psykoanalysen. Men hvad kan der siges om dette begreb ”egnethed”?

Med Peter Høegs bog De måske egnede som ramme, vil forholdet mellem egnethed, de(t) udsatte og talen blive undersøgt. En række kliniske eksempler fra arbejdet med unge, børn og deres forældre skal tjene til belysning af emnet. Ligeså en psykoanalytisk læsning af serviceloven3 med kommentarer til den nye anbringelsesreform4.

Egnethed og vor tid

I 1993 udkom Peter Høegs bog De måske egnede. Her følger man nogle børn der udsættes for et eksperiment i godhedens navn. Det går ud på integration, ”at samle alle børn i den danske folkeskole, også de defekte og lovovertræderen, også de tunge elever, alle ned til åndssvagegrænsen”5. Projektets sigte og idé holdes skjult for børnene og det udføres i dybeste hemmelighed. Tre af de børn som projektet er rettet mod, giver sig selv den opgave at undersøge, hvad det er de uvidende er blevet inddraget i. Det udvikler sig til en voldelig affære, også fra børnenes side. I et fingerbrækkende øjeblik hvor skolens inspektør, i den deraf påførte smerte, ikke har andet valg, bekender han overfor børnene: ”Vi ville hjælpe … ikke bare lysets børn. Også Jer andre ville vi føre. Fra dødningehjem til de levendes land. Vi ville samle alle i den danske friskole. Også de der lider ondt og har ret til lyset.”6 – altså de udsatte. I denne plan var det nødvendigt, i videnskabens navn, med en vurdering – de måske egnede måtte holdes under observation og kontrol. De blev sluttelig sat ud.

Betydningen af det moderne begreb ”egnethed”7 er netop den Peter Høeg udfolder i De måske egnede. Peter Høeg flytter i romanen børnenes position fra passive objekter for en plan og en egnethedsvurdering, til aktive subjekter der sætter sig for at undersøge planens idégrundlag og hensigter. De undersøger hvad det er de må egne sig til for at kunne tælles med i mængden af egnede – regnes med. Denne egnethed viser sig, ikke overraskende, intet at have at gøre med børnenes egen psykiske beskaffenhed, tværtimod. Den eksisterer forud for og uafhængig af dem. At egne sig, at opnå egnethed, er ifølge Peter Høegs roman at gøre denne plan og hensigt til sin egen. At egne sig er at udsætte sig for, at indsætte sig i, en særlig tænkning. Med titlens ”måske”, trækker Peter Høeg afgørelsens time ud og i løbet af den viser han hele projektets tvivlsomme grundlag.

Muligheder og umuligheder — Forældre og børn

Forældreegnethed”, hvorfor ikke? Det kommer næppe bag på nogen, at spørgsmålet om, hvorvidt voksne egner sig eller ikke til at varetage et barns opfostring, som det hed engang, ikke er en selvfølge. Det er der intet nyt i. Det nye er, at det gøres til et begreb. Et begreb der foregiver at have en videnskabelig basis, der på forhånd skulle kunne afgøre, hvori en sådan evne skulle bestå. Det er tillokkende og ikke mindst forførende let at gå til. Grundlæggende er begrebet dog en tvivlsom sag i det det underkender at spørgsmålet om forældrestatus er af symbolsk karakter. Det er barnets eksistens og dets relation til den givne voksne, der placerer den voksne som forældre. Det har intet med begrebsparrene god/dårlig, egnet/uegnet at gøre. Det bliver absurd at tage stilling til egnethed, når det drejer sig om en symbolsk orden både barn og forældre strukturelt er placeret i. At lytte til hvad der er på spil for barnet i netop denne symbolske relation, som forældrene kan tilbyde det, er et alternativ.

Der er forhold mellem forældre og børn, der ikke blot kræver en regulering, men i visse situationer også en ”voldelig” indgriben fra den sociale myndigheds side, i form af en tvangsfjernelse. Når man vælger en sådan løsning, i et forsøg på at regulere et patologisk psykisk miljø for et barn, må man i sin praktiske håndtering af barnets situation medtænke, at den Anden, uanset hvad, følger med barnet. Barnet er nok det nye sted beskyttet mod de konkrete vanskeligheder, som er på spil mellem det og forældrene, men det er fortsat – i symbolsk og i psykisk forstand – en del af den familie det er frembragt af. Mor og far forsvinder nok ud af den konkrete hverdag, men de er stadig fuldt nærværende i form af de signifianter der opretholder subjektet. Det handler således ikke om at udskifte et sæt forældre med et andet, en operation som ville have ganske alvorlige konsekvenser. Barnet kan godt skifte familie, det har til alle tider været nogle børns skæbne og overlevelsesmulighed, men dette skift gør det ikke ud for et nødvendigt symbolsk arbejde.

En mor til en seks år gammel pige, der ikke så sig i stand til at tage sig af sin datter, anbragte hende hos et par, der var ufrivilligt barnløse. Pigen så fra dette øjeblik ikke længere sin biologiske mor. Hun blev senere adopteret ind i den nye familie. De nye forældre havde overskud, kærlighed og psykisk plads til et barn og for så vidt var hun heldig. Det de nye forældre imidlertid ikke kunne have med at gøre var pigens fortid – at hun overhovedet havde en. Der blev aldrig talt om den eller om pigens mor, søskende, øvrige familie og deres liv sammen. Dette uigenkaldelige brud, at hun blev frataget muligheden for at tale om denne fortid, et gab i det symbolske, vender senere i livet uafladeligt tilbage. Nu i form af forholdet til mænd og en datter. Hun må, nu som mor, gang på gang forkaste sin egen datter og derved placere hende på netop det sted, hvor hun selv blev forladt, uden et ord der pegede videre. Dengang, i en stadig aktuel fortid.

Den nye ændring af serviceloven, som går under navnet ”anbringelsesreform”, har skærpet sagsbehandlerens pligt til at tale med barnet, med udgangspunkt i at barnet skal høres og en samtale skal finde sted før en foranstaltning sættes i værk eller ophører8. Det er en klar forbedring af lovens tekst, men denne samtale bør føres videre. Det er afgørende at barnet får mulighed for at forstå, hvilken funktion sagsbehandleren har i forhold til det. Sagsbehandleren bør i sin samtale med barnet forbinde den foranstaltning der sættes i værk (eller evt. afsluttes) med barnets situation. Barnet har brug for at høre begrundelserne for myndighedens indgreb i dets liv for at få sprog til at forholde sig til den ændrede situation. Børn er lydhøre overfor det ikke-sagte. Tavsheden eller forklaringer der ikke tager udgangspunkt i barnets eget liv kan have den effekt at det overlader barnet til sig selv på stedet for det ikke-sagte. At efterlade barnet dér kan være en alvorlig bivirkning af myndighedens indgriben.

Den praksis som Serviceloven foreskriver i håndteringen af problematikken omkring relationen til de biologiske forældre i tvangssager, er at tvangsfjernede børn ikke bare har ret til, men skal have kontakt med deres biologiske forældre. Det er indføjet i loven ud fra den tanke, at børnene skal kende forældrene og dét de kommer fra. Også for et barn der er blevet fjernet med tvang er det væsentligt at kende familiehistorien og ens placering i den. Men det at tilbringe tid sammen med de biologiske forældre skaber ikke i sig selv mulighed for at forholde sig til og evt. reformulere historien. Derimod kan det i visse tilfælde yderligere vanskeliggøre en symbolisering. Der er eksempler på børn, der må gøre et overordentligt stort arbejde for at blive hørt i ønsket om ikke at blive udsat for samvær med forældre, som det er tvangsfjernet fra9. Barnet er afhængigt af at der er mindst én der er i stand til at hjælpe det med det symboliseringsarbejde det står overfor. Den opståede praksis i håndteringen af problematikken omkring samværet i tvangssager skaber ikke umiddelbart lydhørhed for et sådant ønske. Er barnets ønske et udtryk for at et symboliseringsarbejde har fundet sted, kan loven og dens praksis spænde ben for det fortsatte arbejde.

En ung pige, som kort sagt var blevet smidt på porten af sin mor, fordi hun med sin pubertet var blevet for gammel til at indgå i et infantilt forhold til hende, og fordi moderen havde skaffet sig yngre børn i stedet, henvendte sig. Datteren var plaget af tiden der var gået i stå. Hun udviklede en for den voksne hos hvem hun boede utålelig omgangsform, og var af sin klasse blevet udpeget som mobbeobjekt. Hun var udsat, sat ud af sin mor, sat ud af – og udsat for – klassen, udsat for sig selv, idet hun drev den voksne, som hun i øvrigt holdt af, til at ligne den kontrollerede og straffende side hos sin biologiske mor. Denne mor tog resolut en beslutning i forhold til sin egen status i forholdet til sin datter, ved at smide datteren ud. Hun gjorde det godt nok i omvendt form, det var datteren der var noget i vejen med, det var hende der skulle sættes ud. Det er ikke ligegyldigt for datteren, at det blev i netop denne form, idet det placerer hende et udsat sted. Der er et symboliseringsarbejde for hende at gøre med at placere sig selv i den del af livshistorien, hvor mor indgår, på godt og ondt, som man ganske rigtigt siger. Det må ske før det kan blive muligt for hende at komme ind i sit eget liv, frem for i en gentagelse, i relationer til andre, som udsat, hvilket netop er moderens placering af hende.

Denne unge piges mor må ekskludere sin datter fra sit univers, idet datterens nærværelse åbner for noget, som moderen forsøger at undgå. Børn der anbringes i sådanne radikale situationer – set i forhold til de idealer om moderskab og familieliv som vor kultur dyrker –, konfronteres ofte med andres tankelammelse. Hvordan kan et barn komme videre når dets mor forlader det? En almindelig løsningsmodel er at finde en surrogat familie – en erstatning. Men en erstatning for hvad? Det drejer sig ikke om at omgøre barnets historie og barnets familiære forhold. Tænker man myndighedens indgriben på den måde, risikerer man at den smerte, der er på spil for barnet bliver omgået. Forældrefunktionen kan varetages af andre end de genetiske forældre, det er ikke det der er problemet. Idealet om de ”rigtige forældre” er idéen om, at det genetiske bør falde sammen med de følelsesmæssige, sociale, symbolske og juridiske aspekter. Dette ideal behøver tænkningen ikke ligge under for. Ved en placering af et barn i en plejefamilie, er det afgørende at det tænkes som et andet sted, med andre fortrængninger, en anden tale. Et andet sted forhindrer ikke at forældrenes sted samtidig opretholdes. Det er derimod afgørende, at der er et ønske hos plejeforældrene om at indtræde i en funktion i forhold til netop det pågældende barn. En dreng jeg fulgte, kunne ikke længere være hos den af hans forældre han boede hos. Drengen besluttede sig for at komme i en plejefamilie. Det fik han den nødvendige hjælp til. Kort efter sin indflytning i den nye familie, kaldte han plejeforældrene for ”mor” og ”far”. Med et glimt i øjet fortalte han, at de havde reageret på det, ”som de skulle” – de havde modtaget hans gestus uden afvisning. At kalde dem ”mor” og ”far” så kort efter ankomsten i familien, var et udtryk for et ønske, men det var samtidig også en anerkendelse af deres status i forhold til ham, vel at mærke uden at de biologiske forældres status derved blev anfægtet af nogen af parterne. Problematikken omkring forholdet mellem et barn der er anbragt og dets forældre, vender jeg tilbage til.

At der skal en adskillelse til, i enhver relation mellem barn og forældre, synes vi let at glemme. De situationer, hvor barnet ikke bliver smidt ud, men derimod fastholdt, dér må barnet selv forsøge at skabe en adskillelse evt. ved at gøre sig fortjent til en udsmidning.

Kulturen og manglen

Når vi benytter udtrykket ”vor tid”, så anerkender vi at tænkemåder er knyttet til tid. Man kunne sige at enhver epoke udgør sit eget tidsrum, som helt igennem er funderet i sproget. Med Lacan kan vi tale om den kulturelle Anden. En Anden som virker tilbage på os hvad enten vi vil det eller ej. Vi kommer ikke uden om den Anden. Vi er til via det sted som den Anden udgør. Egnethedsbegrebet er et produkt af vor kultur. Det mærker os. Vi hænger på det begreb, jo mere jo mindre arbejde der gøres for at forholde sig til det. Der er ingen neutral position og det betyder at den enkelte bærer et ansvar for hvordan det anvendes.

Peter Høeg lader i sin roman skoleinspektøren Biehl komme med en udtalelse der samler inspektørens syn på de måske egnedes hjem. Han kalder dem ”dødningehjem”. Dødning, som et genfærd eller spøgelse. Hermed markeres at der er noget på færde i nutiden, der vender tilbage fra en anden tid og et andet sted. Tilbage, dels til børnene. Én dør den reelle død, hvilket kan tolkes som barnets svar på den symbolske død det har mødt, hvor det kom fra og som det har genfundet på skolen. Dels til skolen, der ville ”føre” de måske egnede ind i lyset væk fra mørket. ”En storslået plan”10, men skolen opdager ikke at den ved dette projekt, og måden at udføre det på, har inviteret den selv samme død med indenfor. Den død skolen og dens ledere så gerne ville have undgået. Fra døden, mørket, forsøger den at føre ”de måske egnede” ind i lyset, ved at udsætte dem for en pædagogisk plan: ”Men Biehl ville ikke opgive nogen, det var det særlige, måske er det det særlige ved Danmark. De ville ikke vide af den tanke, at nogle elever var nede i mørket. De ville slet ikke vide af mørket, alt i universet skulle være lys. Med lysets kniv ville de skrabe mørket rent. Det er som om den tanke er sindssyg.”11 Det særlige ved Danmark – dette Danmark, hvis kultur er præget af Grundtvigs tænkning og tale. I en af Grundtvigs kendte salmer ”O kristelighed” genfinder vi, i strofe 4 vers 4 den metafor som Peter Høeg gengiver:

O vidunder – tro!

du slår over dybet din gyngende bro,

som isgangen trodser i brusende strand,

fra dødninge-hjem til de levendes land;

bo lavere hos os, det huer dig bedst,

du højbårne gæst!

Zygmunt Bauman har blandt andre skrevet Modernitet og Holocaust, der er en analyse af det moderne civiliserede samfund og dets forhold til folkedrabet under 2. verdenskrig. Zygmunt Bauman kalder den moderne kultur for en ”havekultur”. ”Den definerer sig selv som et udkast til det ideale liv og den perfekte indretning af menneskelivet.”12 Den ledes af en plan, hvis mål for alle handlinger er ”forhindringer eller forbedringer”13.

Et af de steder, hvor samfundets stadige ændringer af denne plan i-tale-sættes, er lovteksterne. Her stilles det subjekt, som samfundsordenen, i en given tid, ønsker at opererer med, til skue. Her skal to generationer af socialloves formålsparagraffer, der vedrører børn/unge område, inddrages. Hvad sker der med subjektet i den stadige tilpasning (re- og nyformuleringer, eller i Zygmunt Baumans ordvalg, forhindringer og forbedringer), som lovgivningsarbejdet er udtryk for?

I 1976 kom ”Lov om social bistand”, også kaldet Bistandsloven. Den blev i 1997 efterfulgt af ”Lov om social service” –Serviceloven. Signifianten ”bistand” er blevet udskiftet med ”service” og derved introduceres ikke blot en ny signifiant, men derudover et radikal andet associationsmateriale i forbindelse med den kulturelle Andens retorik. Vi går fra en situation, hvor subjektet bliver bistået i dette eller hint, til en situation hvor subjektet skal serviceres. Hvad indebærer dette skift? Vi går fra en borger, med eksplicitte rettigheder og pligter i lovteksten, til et behovssubjekt hvis behov skal opfyldes, serviceres. Men hvad vil det sige, at blive serviceret i forbindelse med en social myndigheds indsats i forhold til udsatte børn og unge. At benytte ”service” her, danner en illusion om en fælles forståelse og et fælles mål for begge parter. Samtidig med at positionerne på forhånd fremtræder som ”at give” som myndighedens position, og ”at modtage” som barnets og den unges position. I den praktiske udformning af loven, skal der da heller ikke serviceres på et hvilket som helst vink. Der skal en undersøgelse (§ 38-undersøgelse) og vurdering til, før en foranstaltning, hvilket er det begreb serviceloven opererer med ­– kan sættes i værk.

Bistandsloven anerkendte eksplicit generationsforskellen, idet den opererede med hjælp til barnet/den unge via forældremyndighedsindehaveren, og dermed anerkendte det særlige symbolske forhold mellem barnet og forældrene. Serviceloven nævner kun forældremyndighedsindehaveren i sin formålsparagraf (§ 32. stk. 4). Den erstatter indtil da ”forældre” med ”familien”, hvilket er en ganske anden symbolsk størrelse. Dette formuleringsskift tydeliggør på ingen måde i forhold til hvad og hvor i familien loven ønsker sin myndighed gjort gældende, og hvad myndigheden tænkes at skulle regulere i familien. Først senere (§ 32. stk. 4), hvor myndighedens mulighed for at gribe ind med tvang i særlige situationer legitimeres, nævnes forældremyndighedsindehaveren14. Kun for så vidt man tolker ”særlige behov” for støtte, som et forsøg på regulering af det sociale og psykiske univers barnet på en og samme tid er til i og benytter sig af, kan forældrenes særlige position i forhold til barnet medlæses i teksten. Eksplicit fremtræder den ikke.

I Bistandsloven, kapitel 8, særlige regler for børn og unge, § 32. stk. 4 fremgår formålet15: Det påhviler det sociale udvalg at yde forældremyndighedens indehaver eller den, der faktisk sørger for et barn eller en ung, rådgivning og støtte, når barnet eller den unge har vanskeligheder i forhold til sine omgivelser eller i øvrigt lever under utilfredsstillende forhold.” I Servicelovens kapitel 8 § 32, stk. 116 fremgår det: ”Formålet med at yde støtte til børn og unge, der har et særligt behov for dette, er at skabe de bedst mulige opvækstvilkår for disse børn og unge, så de på trods af deres individuelle vanskeligheder kan opnå de samme muligheder for personlig udfoldelse, udvikling og sundhed som deres jævnaldrende.” Et bemærkelsesværdigt træk er det, for denne artikel relevante, at hvor Bistandsloven opererede med hjælp, når et barn havde vanskeligheder med sine omgivelser eller levede under utilfredsstillende forhold, målerServiceloven nu sin indsats ud fra en udefrakommende målestok, ”opnå de samme muligheder for…, som deres jævnaldrende”. Vi ser her det samme skift i subjektets position, som ved indførslen af begrebet egnethed. En ydre ramme bliver nu vurderingsgrundlaget for subjektet, medens det før var egenskaber ved subjektets selv, der var afgørende. Med andre ord, Serviceloven opererer indirekte, men ikke desto mindre, med et egnethedsbegreb, hvis vurderingsgrundlag er lighed, ”som deres jævnaldrende”, ”på trods af deres individuelle vanskeligheder”. Lovens hensigt er at opnå lighed mellem samfundets børn/unge.

Men hvad indebærer brugen af lighedsbegrebet i denne sammenhæng? Myndigheden må vurdere enhver henvendelse i forhold til en konkret vurdering af barnets situation. Ikke sjældent sker henvendelsen til myndigheden pr. stedfortræder, typisk en voksen udenfor familien der har tilkendegivet bekymring overfor myndigheden. Det kræver en opmærksom lytter at skelne mellem lovens og kulturens idealer om familieliv og det subjektivt problematiske i barnets familiesituation. Myndighedens opgave er at gøre en forskel. Lighedsbegrebet kan svække forskellens mulighed for at blive hørt17.

Anbringelsesreformen” indfører i sit overordnede formål at ”de anbragte børn skal have samme muligheder som andre børn for uddannelse, arbejde og familieliv”18, mens lovens formål som nævnt taler om samme muligheder for personlig udfoldelse, udvikling og sundhed. ”Anbringelsesreformen” formulerer den sociale myndigheds arbejdsfelt for anbragte børn og unge langt mere præcist og afgrænset. Men hvad betyder lighed i forhold til familieliv19? Samvær giver givet mulighed for familieliv. Men et fastkørt, fikseret familieliv, ændrer sig sjældent af blot at blive tidsmæssigt indskrænket. Det kræver et fortsat arbejde i familien, og dvs. at anbringelsen ikke blot anskues som et svar på de problemer der gjorde myndighedens indblanding påkrævet. I anbringelser af unge og stører børn som er marginaliseret i familien og hvis adfærd måske udgør en direkte fare, er samvær ikke altid umiddelbart muligt. Den unges problemer må høres ind i forhold til det ubevidste grundlag familien hviler på. At fjerne det umiddelbare problem kan nok skabe et pusterum for alle, men det løsner næppe det grundlæggende. Myndigheden kan have en opgave at insistere på et sådant arbejde og indledningsvis bærer ønsket om det for familien. Men dette ønske må indgå i den samlede økonomi der er på spil mellem familien, dens enkelte medlemmer og myndigheden. Der må betales med et psykisk arbejde. Det forarbejde der evt. skal gøres, før familiens medlemmer er i stand til at påtage sig et nødvendige psykiske arbejde selv, kan det være en fordel at samle på ganske få personer. Det kan være nødvendigt indledningsvis på denne måde at centrerer overføringen til et sted, hvorfra konflikterne kan høres i en ny kontekst. En kontekst hvorfra den enkelte i familien kan skabe sig et fornyet udgangspunkt. Et sådant arbejdes mulighed er i denne fase helt og fuldt afhængigt af hvor lydhør sagsbehandleren er overfor det terapeutiske felt og hvordan sagsbehandleren er i stand til at placerer sig i det. Med den nye ”anbringelsesreform” bliver det en lokalpolitisk opgave at lave en sammenhængende børnepolitik i kommunen. Hvordan spørgsmålet om lige muligheder for familieliv skal forstås bliver dermed et lokalpolitisk arbejde at finde et svar på. Et svar som en børnepolitik skal skabe de nødvendige rammer for kan føres ud i livet.

 

Bistandsloven præciserer, at der må være et forhold mellem lidelsen og det subjekt der forventes at bære den (lide under noget). Serviceloven undgår enhver præcision på det punkt. Hvor Bistandsloven afkrævede subjektet en position i forhold til henvendelsen20 om bistand, er Servicelovens formålsparagraf optaget af at udligne forskelle i børns ”muligheder”. Disse to generationer af lovtekster udgør to vidt forskellige projekter for socialt arbejde. Hvor Bistandsloven skal ”yde bistand”21, indfører Serviceloven, at det nye subjekt skal tilbydes og tilgodeses22. At ”tilgodese behov23” er at handle i det godes tjeneste. Godheden vil det gode og tillægger sig selv viden om, hvad der er bedst for subjektet. Men her kan godheden og subjektet gå forbi hinanden. Godheden egner sig ikke nødvendigvis til at forholde sig til subjektets problemstilling.

Den grundlæggende etiske problemstilling udspringer af en utilstrækkelig skelnen imellem behov og ønske. I det moderne samfund er tilbøjeligheden at omformulere ønsket til behov. Et behov kan opfyldes. Derimod ligger der en uopfyldelig mangel i hjertet af ønsket. Men den mangel overses gerne i moderne tænkning. Det er interessant i den sammenhæng at ordet behov oprindeligt kommer fra plattysk behof24, af behoven – at behøve, at mangle noget. Ordets oprindelige form understreger tanken om at mangle. I dag udløser ordet behov derimod næsten pr. automatik tanken om behovets tilfredsstillelse. Den moderne anvendelse af ordet ”behov” tilslører manglen og giver en illusion om at alt kan gå op. Med den forventning kan skuffelsen let opstå og medføre en tendens til at kaste håndklædet i ringen: ”vi kan alligevel ikke redde dem alle”. Det var jo hvad skolens ledelse i De måske egnede endte med at gøre, men dér ikke af økonomiske grunde. Det opgør ledelsen der blev udsat for, angik netop spørgsmålet om projektets tolkning af behovets status.

Moderne, vestlige samfund er baseret på det demokratiske ideal. Samfundet tilbyder et demokratisk fællesskab der beskytter den enkelte, samtidig med at det må beskytte sig mod den enkelte, der da må betale med driftsafkald. Samfundets regulering foregår ved hjælp af lovgivning. Servicelovens sigte er på den ene side at beskytte det/n svage barn/unge og på den anden side at beskytte samfundet mod kriminelle og farlige unge. Dette dobbelte sigte stammer tilbage fra den første børnelov af 1905 – ”Lov om Behandling af forbryderiske og forsømte Børn og unge Mennesker” (i England er børneloven eksempelvis kun en beskyttelseslov for det svage barn) – og giver os mulighed for at lade os konfrontere med effekter af det at lovgive. De unge kriminelle tvinger os, som samfund, til at tage os af den ubehagelige realitet at en lov, idet øjeblik den er vedtaget, er dømt til at blive brudt. Der er et intimt forhold mellem loven og begæret. Selve forbudet vækker begæret. Et begær der bæres af ubevidste ønsker. Derfor henleder Freud i Totem og tabu opmærksomheden på et citat som lyder, at loven ”forbyder kun mennesket det, som det kunne komme til at udføre under pres fra sine drifter”25. Med lov ”vi land bygge”, men med loven har vi ikke skaffet os af med det uønskede og der er ingen vej udenom det. Vi kan med loven præcisere et brud på den, dermed har vi vundet mulighed for at skelne og dømme, men vi har ikke vundet magten over det uønskede. Vi sidder stadig lige så meget i suppedasen, om end på et mere civiliseret plan. Disse effekter af at lovgive minder de unge kriminelles adfærds os om. De stiller samfundet på en opgave. Udfordringen er at få de unge kriminelle i tale. Opdage hvad der er det subjektive i den kriminelle handling mhp. at muliggøre at den unge som subjekt kan finde sig en plads inden for rammerne af samfundet eller om man vil kan finde sig til rette.

Men der findes også love, der er svøbt i ganske andre klæder, og som ikke er knyttet til et strafferetsligt regi. Serviceloven er nærliggende, den lyder som nævnt: ”Formålet … er at skabe de bedst mulige opvækstvilkår for disse børn og unge, så de på trods af deres individuelle vanskeligheder kan opnå de samme muligheder for personlig udfoldelse, udvikling og sundhed som deres jævnaldrende.” Det kunne minde om det ønske og den idé, der var ledende for projektet i De måske egnede – at bringe ”de måske egnede” børn fra mørket ind i lyset. Med Peter Høeg var det måske en idé at lytte til hvad de unge kriminelle forsøger at pege på, i det de sætter ud af, og som de i samme bevægelse udsættes for, af denne aktuelle ligheds- og behovskultur? Måske opfylder et sådant kulturarbejde ikke umiddelbart markedsøkonomiske krav og vil rumme en kritik af simple handlevejledninger, men har vi råd til at lade være?

De måske egnede” som subjektposition

Peter Høeg lader børnene undersøge den ”storslåede plan”. Derved kommer han til at afsløre embedsmændenes manglende subjektposition, eller rettere deres uvidenhed om deres ønske og ubevidste placering i projektet. Men først og fremmest tydeliggør han børnenes subjektposition. ”Tvivl var altid det værste. – Det modbydeligste, havde Biehl sagt, – er når et barn lyver eller fortier noget. Altså når noget er skjult, uafklaret. Det var det værste. … At hele skolen var som en mekanisme til bortfjerning af tvivl. … De ville løfte de uforståelige og mørke og tvivlsomme børn op i lyset.”26 At planen ikke blot viste sig tvivlsom, men også byggede på netop det princip den ville udrydde, er et af de mange paradokser som menneskelivet er rigt på.

Børnene taler ud fra deres egne udgangspunkter og ind i den sociale virkelighed i hvilken de er på prøve. Denne tale får den storslåede plan til at vakle. At undersøge hvad det er for idealer, ideer og mål der ligger bag det uudtalte egnethedsbegreb som projektet opererer med, får systemet til at kollapse. Det havde aldrig været tanken at der skulle spørges til netop det. Børnene sætter alt ind på opgaven. Når den subjektive tale trænger igennem, sker der noget. Det skaber stor angst i systemet, der ubønhørligt sætter ind med tvang, overvågning og regler i et forsøg på at beskytte sig selv. Aktørerne i planen ender med at blive ofre for den selv samme plan, for de er grundlæggende lige så udsatte som ”de måske egnede” er for det mørke de forsøger at tvinge bort.

1 F.C. Sibbern (1785-1872) i Efterladte breve af Gabrielis, 5. udgave 1893. Anden gang det optræder er, i bind 8 af samlede værker af Brandes; ”hans Egnethed til at oprette og ordne hvad der her er nedbrudt.”

2 Dette arbejde er udsprunget af et mindre internt projekt med titlen: ”Tænkemåder og omgang med viden med udgangspunkt i visitationsarbejdet på Psykoterapeutisk Afsnit”, som jeg fik mulighed for at lave under det sidste år af min ansættelse på Psykoterapeutisk Afsnit, Odense Universitets Hospital. Jeg takker hermed overlæge og professor Thorkil Sørensen, samt afdelingssygeplejerske Brith Alleslev.

3 Børn/unge afsnittet.

4 Lov om ændring af lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (anbringelsesreform). Vedtaget 22/12/2004 til ikræfttræden den 01/01/2006.

5 De måske egnede. Peter Høeg. Roman 1999. Side 213

6 De måske egnede. Peter Høeg. Roman 1999. side 206.

7 Idet det nye ord ”egnethed” indføres sker der, sammenlignet med det tidligere ord ”egnet”, følgende ændring. Subjektet blev tidligere bedømt på dets egen beskaffenhed (egne sig til). Nu drejer det sig om en vurdering af hvor vidt subjektet matcher en i forvejen given yder ramme.

8 ”Lov om ændring af lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område”. Lov nr. 1442 af 22/12/2004. § 47. punkt 2).

9 Hvilket også i særlige tilfælde er aktuelt i samværssager.

10 De måske egnede. Peter Høeg. Roman 1999. Side 213

11 De måske egnede. Peter Høeg. Roman 1999. Side 227

12 Side 122 i nævnte bog udgivet på Hans Reitzels Forlag, 1994. Citatet fortsætter: ”Den bygger sin egen identitet på mistro til naturen. Faktisk definerer den sig selv og naturen, og skellet imellem dem, via sin iboende mistro til spontaniteten og sin længsel efter en bedre og nødvendigvis kunstig orden. Ud over en overordnet plan kræver denne kunstige orden redskaber og råmaterialer. Den har også brug for et forsvar – imod den vedvarende trussel fra den indlysende uorden. Ordenen, som fra starten er blevet forstået som en plan, bestemmer, hvad der er redskab, hvad der er råmateriale, hvad der er værdiløst, hvad der er irrelevant, hvad der er skadeligt, hvad der er ukrudt eller skadedyr. Den klassificerer alle elementer i universet efter deres relation til den selv. Denne relation er den eneste mening, den tildeler dem eller tolererer – og den eneste retfærdiggørelse af gartnerens handlinger, som er lige så differentierede som relationerne selv. Fra planens synspunkt er alle handlingerne instrumentelle, mens alle mål for handlingerne enten er forhindringer eller forbedringer.”

14 § 32 stk. 4: ”Barnets eller den unges vanskeligheder skal så vidt muligt løses i samarbejde med familien og med dennes medvirken. Hvor dette ikke er muligt, må foranstaltningens baggrund, formål og indhold tydeliggøres for forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge”.

15 Lovbekendtgørelse nr. 413 af 5. juli 1984.

16 Lovbekendtgørelse nr. 844 af 24. september 2001

17 Peter Sloterdijk. Masse og foragt. Det lille forlag. DK 2002. Side 82.

18 Forslag til ”Lov om ændring af lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område”. (anbringelsesreform) Fremsat den 6. oktober 2004 af socialminister (Eva Kjer Hansen). Side 12. Vedtaget den 22/12/2004 til ikrafttræden den 01/01/2006.

19 Uddannelse og arbejde vil her ikke blive diskuteret.

20 Den der henvender sig kan være en anden end barnet, den unge eller forældrene. Det kan dreje sin om en medborger der henvender sig for at bringe sin bekymring videre til den sociale myndighed.

21 Bekendtgørelse af lov om social bistand. Afsnit 1. Almindelige bestemmelser. Kapitel 1 §1.

22 Lov om social service. Afsnit 1. Kapitel 1. Formål §1.

23tilgodese behov, der følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer”

24 Nudansk ordbog. Politikens forlag 1981.

25 Totem og Tabu. Sigmund Freud. Hans Reitzel Kbh. 1983. Side 98 nederst.

26 De måske egnede. Peter Høeg. Roman 1999. Side 230.