På kant(en) med kunsten
Vi lever i en viden-tid, hvor ideen om viden eller muligheden for at kunne opnå den er
gennemtrængende. Det betyder, at en særlig moderne form for viden bliver dominerende. Men hvad
det er muligt at vide har grænser, og mødet med disse grænser kalder Lacan ”det reelle”. Her, ved
mødet med det uudsigelige, står hver enkelt et sted, som blot den enkelte selv kan forholde sig og
skabe et forhold til. I det møde er der ingen generaliseret viden, som der ikke er i eksempelvis
mødet med døden og med seksualiteten. Det er altid nogens død, nogens pårørende, nogens
seksualitet.
Kunsten kan forholde sig til det uudsigelige. Kunsten arbejder med at sætte det uudsigelige i
arbejde på en gådefuld måde. Et sted, hvor den enkelte kan lade det ’noget’, som kunsten bringer
frem for den enkelte, tale til sig. Her er det ikke blot et generaliserende svar, uafhængigt af den
enkelte. Kunsten er en af de discipliner, som psykoanalysens objekt har et umiddelbart forhold til.
Kunsten giver det ikke mening at forsøge på at sætte i bås. Else Marie Bukdals1 far sagde det på
er i gang med at vride vort blik, overraske og kaste et nyt blik ind på arenaen. Den kan noget, vi har
brug for. Den kan noget i sin henvendelse rettet til hvem som helst, som lytter og ser på den. Den
inviterer det øje og de ører, som møder den. Der kan ske noget i dette møde. Denne lille artikel
lader sig inspirere af et møde med billedkunstneren Julie Nords kunst2.
I Julie Nords kunst sker et møde med noget, der ikke er i sig selv, men tager form i mødet, hvilket
ikke er enestående for hendes kunst. Julie Nord starter ofte med kruseduller – det, Julie Nord kalder
telefontegninger – og derfra udvikler det potentielle kunstværk sig. Hos Nord dukker der ting og
sager frem mellem revner og sprækker. Det kendte – ja, ovenud velkendte – mødes med noget
fremmed og uhyggeligt, og rummet bliver et andet. En lille pige er ude at køre med sin dukkevogn
en sommerdag, men op af den røde dukkevogn står en sky af myriader af associative figurer,
mønstre og scener. Hvem så sidst det ved barnets stolte gang med dukkevognen? Bagsider foldes
ud, velkendte figurer vrides en omgang og får en associations rigdom, der kræver opmærksomhed
for at få de mange fine detaljer sådan nogenlunde i arbejde.
Det mørke træder frem, dér, hvor alting kan ske. Store øjne, enorme tandfyldte munde,
vortede næser, sakse, der er frigivet til at klippe i næste nu. Vi kender virkemidlerne, men Julie
Nord vil ikke noget bestemt med figuren. Den er ikke understøttende for en handling. Billedet
kræver beskueren og dermed den enkelte – netop dette møde, dette nu med værket – for at danne en
særlig udgave af det. Det er ikke fordi værket ikke er færdigt i kunstnerisk forstand, men fordi det
netop ikke beder om én og kun én tydning. Julie Nord arbejder med den kant – den grænse mellem
noget, som er ét, men kan forvandles til noget andet. Er man bundet eller fri? Hun arbejder et
underfundigt sted mellem det skræmmende, mærkværdige, fremmede og det mulige. Og
spørgsmålet til den enkelte ligger et sted mellem værket og beskueren. Minder hun os om, at der er
noget, vi skal se i øjnene, før det mulige opstår?
Kunsten kan få os til at se
Kunsten får os til at se med andre øjne. Foruroligende måske, men menneskeliggørende, for
bag den fine, normale facade er der andet end normen. Julie Nord får det med på en underfuld
tydeligvis velkendte: rummets orden og kendte motiver, men det mødes med et medskabende blik
fra bagsiden af medaljen. Her og der mangler et øje, et ansigt.
Et andet sted bliver det kendte blot ét motiv i den tvetydige figur, der fanger blikket ind. Som
i billedet ”Puppeteeer”, hvor de små, menneskelignende dukker holdes i hånden af en ugenkendelig
og uhyggelig skabning. Dukkebørnene hænger med hovederne ned mod jorden, og de har blot et
musehul som mulig udgang. Men er dette hul ikke alt for lille til at slippe igennem?
Julie Nord sprænger vort trygge billede af rummet og sætter det i bevægelse i vore tanker.
Hvem er de?
Hvem er disse fantasifigurer med mund og øjne, placeret lige så underfundigt som hos Picasso?
Disse ædende figurer, dødens masker, djævelen, øjne, der bløder, eskimohytter og huse med øjne.
Ja, se selv, hvad der gemmer sig i Julie Nords forunderlige og uhyggelige billede. Rummet er nok
tilsyneladende stabilt og orienteret, men inden for den ramme synes alt at kunne ske, når figuren
ligesom overtager rummets trygge ramme.
Kender vi det ikke et sted fra? Fra eksempelvis internettet, med alt hvad det indebærer. Der
dukker der ting og sager op, ubemærket. Hvad har den anden gang i? Det trænger sig ind i vore
hjem som en usynlig skygge. Et sted, der trækker opmærksomheden til, så familier sidder i hver
deres verden, hvor hvad som helst kan foregå.
Denne uhygge, det ubestemte, der skaber angst og utryghed, kender vi også i vort udsyn som
samfund, som i disse år undergår en forandring. Skyggen består ikke af underfundige ogskræmmende figurer som hos Julie Nord, men strømme af mennesker, som nærmer sig os. Og det
fænomen, at vi føler os truet af, at nogen må flygte fra noget og søge mod vore steder og derved
forandrer det, vi kender. Forestillinger dannes om, hvad de vil, hvem de er og på hvilke måder, de
mon er anderledes end os. Politikerne og andre meningsdannere står på spring med fortolkninger.
Fortolkninger, som ofte bunder i fordomme, som allerede har sat de fremmede på en plads. Og et
ældgammelt spil, som hedder ”dem og os” har genfundet sine figurer.
Skyggespil og Platons hulelignelse
Julie Nord har på sin hjemmeside et billede med tre figurer af skygger, kaldet ”The Hands”.
Billedet, som rent faktisk er malet på en væg, forestiller skygger, den kendte skyggeleg, hvor
hænder formet på rette vis kaster skygger af genkendelige figurer op på væggen. I ”The Hands”
leger hun med denne leg. På billedet ser man ikke blot skyggen, men også hænderne, der danner
formen på skyggerne, er med i værket.
Julie Nord trækker på titlen fra René Magrittes kendte billede ”Dette er ikke en pibe” – for dette er
et billede af en pibe, forstås. Det er blot, fordi vi ved, hvilken erfaring Julie Nord trækker på, at vi
umiddelbart forstår værkets leg. Det er mellem denne dobbelthed mellem den kendte leg og værket,
det gådefulde træder frem og humoren vækkes. Billedet giver også mindelser om Platons
hulelignelse.
I Platons hulelignelse sidder menneskene i hulen og ser på væggen, som du nu ser på en
skærm. De har aldrig oplevet andet. De kan derfor ikke tro andet, end at skyggen, som de ser, er
verden. De ser ikke, som vi gør det i Julie Nords værk, det figurskabende, den skabende hånd, som
Julie tager med her. Menneskene i Platons myte ser og danner virkelighed ved hjælp af den
skyggeverden, som er deres. Men gør vi ikke alle det? Har vi ikke på forhånd vore egne
fortolkningsrammer, som dukker op i en hændevending, vore egne forforståelser, som vi møder og
ser verden med? Julie Nord gør, måske uden at ville det, opmærksom herpå.
Platons myte i et nutidigt billedformat. En kommentar til, hvor flygtigt det, vi smykker os
med på ”væggen der”, er, og hvordan vi, i vor måde at forstå og se verden på, vender op og ned på
det, der former vor virkelighed. Det bag ved os, som former vor verden, ofte uden vort vidende er
ubemærket. Det, der former vor perception på forhånd. Det, hvorigennem vi har adgang til verden,er, med psykoanalysens opdagelse, de ubevidste forestillinger. Det er via de ubevidste teorier og
forestillinger4, vi former vor tilgang til og i verden. Det er værd at gøre opmærksom på med en
”vægudsmykning”.
Det uhyggelige
Julie Nords arbejde er hele tiden på kanten af det kendte. Den orden fra det hjemlige, der først
fanger øjet, får et nyt skær i næste nu, når en figur, der tilsyneladende ikke hører hjemme, dukker op
dér. Julie Nord bryder op i konventionerne og bringer os på ukendt grund, alt sammen fra en ydmyg
og forunderlig plads. Det er denne bevægelse på grænsen af det visse og uvisse, det tilsyneladende
kendte og overraskende, vi inviteres til møde. Når Freud indfører begrebet ”das unheimliche”, gør
han opmærksom på, at der ved siden af det hjemlige er det ikke-hjemlige. Eller rettere er der tale
om en form for forside og bagside, begge dele i os. Vi er, som Freud formulerer det, ”ikke herrer i
eget hus”. Det hjemlige er netop skabt som den frasortering, han kalder fortrængning.
Normaliteten er en tynd fernis, som ikke mindst er konservativ, omend den passer sig til en
given tid som en fisk i vandet. Normaliteten er konventionsbærende. Julie Nord viser, hvad der
sker, dér på kanten. Der på kanten, hvor fantasien kan få liv. Hvem har ikke som barn ligget på
græsset og set skyerne svæve forbi med det ene motiv efter det andet? Eller i den uhyggelige
version: Når noget dukker op i en, som trold af en æske, og den enkelte hører sig selv sige; ”det er
slet ikke mig at sige, drømme og gøre sådan” … Og ikke desto mindre var det dette ”mig”, der
lagde stemme og handling til dette ”ikke-mig”.
Julie Nord arbejder, hvor forsvarsværkerne ellers kunne danner fortrop. Men det er også der,
hvor fantasien sætter sig i spil. For der på kanten, når det lykkes at frigive sin forud-bestemthed, kan
det nye opstå. Det, der er dér ved siden af den bagside, som viser sig også at være en forside.
Kunsten kan vise os det, vi gerne glemmer, på en måde, der aldrig afslutter helt, aldrig fjerner
det tvetydige. Det har vi ikke mindst brug for i en verden hvor der poleres så kraftigt på det ideelle.
Noter:
1 Else Marie Bukdal er kunsthistoriker og tidligere rektor for Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler.
2 Interview i Weekendavisen den 29/7 2016.Julie Nord artiklen: ”Kunsten er større end politik, religion og filosofi”
3.http://julienord.dk/Dansk.htmlmåde. Hun inviterer til at se det tilsyneladende kendte med et andet blik. Udgangspunktet er det
Litteratur:
Sigmund Freud. Det uhyggelige. Rævens sorte bibliotek, nr. 43. 1998
Sigmund Freud. Drømmetydning 1-2. Viborg 1988.
Udstillingskartelog for udstillingen Overtryk Eruption. Trapholt sommeren 2016
http://kunsten.nu/journal/ugens-kunstner-julie-nord/
http://www.julienord.dk/Dansk.html