Hvori består nødvendigheden af hypotesen om det ubevidste?
Som spørgsmålet implicerer, er det en nødvendighed, der fører Freud til at indføre hypotesen om
det ubevidste. Og enhver hypotese bliver fremført for at søge at løse noget gådefuldt. Noget, der
fremtræder foreløbig ulogisk. Hypotesen er manglens tjener i tankearbejdet. Det, man ikke kan
vide, kan man eksempelvis formode, forestille sig, danne teorier eller hypoteser om. Freud indfører
en hypotese. Men hvad er det, han søger med denne hypotese?
Ikke når som helst
Man kan ikke sige, tænke, føle eller gøre hvad som helst, når som helst. Uventede ting kan
hænde: fortalelser, forbytninger, angst, gentagelser m.m. kan dukke op ud af tilsyneladende
ingenting. Vi behøver næppe den store runde i det menneskeliges mange paradokser og
tvetydigheder for at klargøre dette faktum. Enhver kender det fra utallige menneskelige situationer.
Med lidt eftertanke ved man præcist, hvad der skulle have været sagt. Du har helt glemt noget, og
først, når den anden skaber de nødvendige ledetråde, springer det frem af sit gemme på ny. To kan
have kendt hinanden i årevis uden nogen særinteresse, måske tværtimod, men pludselig opstår der
kærlighed mellem dem. En anden mand sidder i sit køkken og sørger over sin kones nylige død. I
næste sekund ser han på sit ur og tænker: ”Nu har hun fri, hun er her om 10 minutter”. En anden er
gået over stregen, som man siger, og konstaterer: ”Det er jo slet ikke mig at gøre sådan”. Eller
konen, som gang på gang har klaget til sin mand over hans manglende engagement, uden at han
kunne høre dybderne i hendes klage, og først, da hun opgiver og vil opløse forholdet, genhører han
hver en sætning i et nyt og klart lys. Enhver kan finde et utal af eksempler på, hvordan vi konstant
står i et forhold mellem det mulige og det umulige, det kendte og det fremmede, det bevidste og det
ubevidste.
Hvad hindre det?
Vi kan ikke hvad som helst når som helst. Men hvorfor egentlig ikke? Ja, hvorfor ikke?
Sproget er der jo. Logikken er der, det hele er der, og alligevel er der ikke en direkte og uhindret
adgang til at anvende det når som helst. Tværtimod må vi konstatere, at der til tider skal vandres
rundt i labyrinter og uoverkommelige gentagelser, som fører det samme sted hen. At være på
pletten, at få sagt det rette på rette tid og sted. At vide, hvad man vil, når situationen er der, at høre,
hvad den anden siger og forstå betydningen af det, giver sig ikke når som helst. Der er noget i spil
mellem det mulige og umulige – et mellemværk. Dér, i dette mellemværk, hæfter psykoanalysen sin
interesse. Et fletværk, hvorigennem det fremmede i et nu kan forsvinde ”rundt om det næste hjørne”
for på ny at dukke op, når omstændighederne hertil opstår på ny. Dette fletværk kalder
psykoanalysen ”det ubevidste”.
Et fletværk
Dette fletværk er i spil i et væk. Freud bemærker: ”..vor mest personlige daglige erfaringer gør os
fortrolige med indfald, hvis oprindelse vi ikke kender, og med tankeresultater, hvis udarbejdelse er
forblevet skjult for os”1. Noget arbejder uden for bevidstheden både i vågen og i sovende tilstand.
Det er netop denne type af hverdagserfaringer, der er med til at føre Freud på sporet af det
ubevidste. For hvordan forklarer man, at der tænkes, når vi sover? Det kræver en hypotese, at man
gør sig tanker om, hvordan det kan hænge sammen. Og den hypotese, som Freud sætter i arbejde, er
hypotesen om det ubevidste.
Sproget har samlet denne erfaring op på mange måder. Vi siger: ”sov lige på det”. Det vidner
om denne erfaring, at der sker en bearbejdning, der foregår, mens man sover. Der produceres noget.
Mange kender dette, at man dagen efter en frustrerende situation, hvor man ikke kunne finde en
løsning, vågner med en klarhed. Der er blevet tænkt, og det fremtræder nu tydeligt for en, hvad det
næste skridt skal være. Freud tager altså denne type hverdagserfaringer alvorligt. Og jo mere han
lytter ind i den menneskelige psykes kompleksitet, jo mere tydeligt fremstår det for ham, at der
tænkes. Der tænkes uden det bevidste jegs medvirken. Det var Freuds foruroligende nyhed i sin
samtid. En nyhed, som stadig er vanskelig at kapere også i dag.
At spørge på ny
Freud vender tingene på hovedet for os. Introducerer os for et sjæleliv uden for det bevidste
jegs herredømme. Eller rettere, en ikke-bevidst bevidsthed. For drømmen vidner jo om en
bevidsthed dér i søvnen. Men i drømmen er jeg’et fremmed, og drømmen opleves fremmedartet.
Freud gør opmærksom på, at jeg’ets vågne bevidsthed, som den enkelte kan føle sig mere eller
mindre hjemme i, er noget ”fremkaldt”. Bevidstheden er det i det ubevidste, som har fået en særlig
kvalitet. Jeg’et er ikke denne autonome sag, som den enkelte gerne genkender som sig selv. Dér,
”under toppen af isbjerget”, er der som bekendt en afgørende del. Og som om det ikke var nok, er
det ubevidste et sjæleliv, som har afgørende betydning for vor orientering og vor måde at forstå os
selv og relationen til andre på.
Hypotesen om det ubevidste
Det ubevidste, Freud undersøger og finder lovmæssigheder i, er ikke blot en lille kælder, fyldt
med gammelt ragelse, der ikke længere har nogen relevans. En kælder, man kan lukke af og
uforstyrret glemme. Jeg’et er som nævnt blot en del af en mere omfattende struktur, som J. Lacan
kalder subjektiviteten. Det er klart, at Freud måtte argumentere for denne antagelse, som alt andet
lige har vidtrækkende og omfattende effekter. Både for forståelsen af den menneskelige
kompleksitet og for den klinik, som psykoanalysen praktiserer.
En nødvendighed
I Sigmund Freuds Metapsykologi 1. (Hans Reizel Viborg 1983. Side 167.) skriver han om legitimitet og nødvendighed.
Freud må argumentere for, hvorfor denne antagelse er både legitim og nødvendig. Og det gør han
blandt andet sådan: ”antagelsen er nødvendig, fordi bevidsthedens data i høj grad er ufuldstændige,
… bevidste akter forbliver usammenhængende og uforståelige, hvis vi fastholder kravet om, at
enhver sjælelig akt, der foregår i os, også nødvendigvis skal erfares gennem bevidstheden”2
. Det ville dog næppe være nok som argument for at inddrage en arbejdshypotese om det ubevidste. Var
han stoppet her, ville det kunne invitere til en brokkasse af vilde antagelser om det ubevidste, en
vild fortolkningspraksis, lige fra okkulte antagelser til overtro og manipulation. Freud advarede mod
vild analyse. Analysen drejer sig ikke om hittepåsomhed. Den er funderet i både et begrebsapparat
og en teoridannelse som følge af dens grundantagelse. Og den psykoanalytiske klinik kræver
tålmodighed og tid. Der kan ikke tolkes og interveneres med hvad som helst når som helst. Der er noget på spil at lytte til.
Rebus
Freud var rationel i sin argumentation. Ikke blot viser det sig, at sjælelige akter ikke alle erfares af
bevidstheden, men de ”indordner… sig i påviselige sammenhænge, hvis vi interpolerer de ubevidste
... Det er som en rebus, der mangler en logik, men i og med hypotesen om det ubevidste
akter,” 3 blev antaget, så opstår muligheden for, at en logik kan hænge sammen.
Når Freud argumenterer for det ubevidstes relevans, skriver han netop: ”… Går man således
til værks, så må man sige, at alle de akter og ytringer, jeg bemærker ved mig selv, og som jeg er
ude af stand til at forbinde med mit øvrige psykiske liv, må bedømmes, som om de tilhørte en anden
person, og de må forklares ud fra et sjæleliv, der tilskrives en anden”4. Der er med andre ord en fremmed i enhver.
Det er en omfattende måde at forstå det menneskelige på. Det har store følger. For ikke nok med, at vi ikke kan sige og tænke
hvad som helst når som hels kan vi heller ikke genkende os selv når som helst og aldrig helt. Der er ikke et autonomt subjekt.
At læse Freud med Freud
Mange af Freuds tekster er så forførende velskrevne. Han er ofte så klar, at man let overser
vigtige pointer i hans tekster, idet de glider derudad som i smult vande. Snubler man ikke, må man
gøre det med vilje. For bag det velskrevne er stoffet svært. Det kræver opbremsning. Der var noget
med den anden i ovennævnte notat. Den enkelte og den anden står i et forhold til hinanden, siger
Freud. Lad os vende tilbage til citatet og undersøge, hvornår og hvordan den anden dukker op i
ovennævnte citat. Der hvor det dukker op vi ikke forstår dukker den ” Aden op” som en figur i hans tænkning, en figur som skal vise sig at have en central betydning for psykoanalysens forståelse af det menneskelig sjæleliv.
2 Sigmund Freud. Metapsykologi 1. Hans Reizel Viborg 1983. Side 167
3 Sigmund Freud. Metapsykologi 1. Hans Reizel Viborg 1983. Side 168.
4 Sigmund Freud. Metapsykologi 1. Hans Reizel Viborg 1983. Side 170.
