Hvori består nødvendigheden af hypotesen om det ubevidste?

Som spørgsmålet implicerer, er det en nødvendighed, der fører Freud til at indføre hypotesen om

det ubevidste. Og enhver hypotese bliver fremført for at søge at løse noget gådefuldt. Noget, der

fremtræder foreløbig ulogisk. Hypotesen er manglens tjener i tankearbejdet. Det, man ikke kan

vide, kan man eksempelvis formode, forestille sig, danne teorier eller hypoteser om. Freud indfører

en hypotese. Men hvad er det, han søger med denne hypotese?

Ikke når som helst

Man kan ikke sige, tænke, føle eller gøre hvad som helst, når som helst. Uventede ting kan

hænde: fortalelser, forbytninger, angst, gentagelser m.m. kan dukke op ud af tilsyneladende

ingenting. Vi behøver næppe den store runde i det menneskeliges mange paradokser og

tvetydigheder for at klargøre dette faktum. Enhver kender det fra utallige menneskelige situationer.

Med lidt eftertanke ved man præcist, hvad der skulle have været sagt. Du har helt glemt noget, og

først, når den anden skaber de nødvendige ledetråde, springer det frem af sit gemme på ny. To kan

have kendt hinanden i årevis uden nogen særinteresse, måske tværtimod, men pludselig opstår der

kærlighed mellem dem. En anden mand sidder i sit køkken og sørger over sin kones nylige død. I

næste sekund ser han på sit ur og tænker: ”Nu har hun fri, hun er her om 10 minutter”. En anden er

gået over stregen, som man siger, og konstaterer: ”Det er jo slet ikke mig at gøre sådan”. Eller

konen, som gang på gang har klaget til sin mand over hans manglende engagement, uden at han

kunne høre dybderne i hendes klage, og først, da hun opgiver og vil opløse forholdet, genhører han

hver en sætning i et nyt og klart lys. Enhver kan finde et utal af eksempler på, hvordan vi konstant

står i et forhold mellem det mulige og det umulige, det kendte og det fremmede, det bevidste og det

ubevidste.

Hvad hindre det?

Vi kan ikke hvad som helst når som helst. Men hvorfor egentlig ikke? Ja, hvorfor ikke?

Sproget er der jo. Logikken er der, det hele er der, og alligevel er der ikke en direkte og uhindret

adgang til at anvende det når som helst. Tværtimod må vi konstatere, at der til tider skal vandres

rundt i labyrinter og uoverkommelige gentagelser, som fører det samme sted hen. At være på

pletten, at få sagt det rette på rette tid og sted. At vide, hvad man vil, når situationen er der, at høre,

hvad den anden siger og forstå betydningen af det, giver sig ikke når som helst. Der er noget i spil

mellem det mulige og umulige – et mellemværk. Dér, i dette mellemværk, hæfter psykoanalysen sin

interesse. Et fletværk, hvorigennem det fremmede i et nu kan forsvinde ”rundt om det næste hjørne”

for på ny at dukke op, når omstændighederne hertil opstår på ny. Dette fletværk kalder

psykoanalysen ”det ubevidste”.

Et fletværk

Dette fletværk er i spil i et væk. Freud bemærker: ”..vor mest personlige daglige erfaringer gør os

fortrolige med indfald, hvis oprindelse vi ikke kender, og med tankeresultater, hvis udarbejdelse er

forblevet skjult for os”1. Noget arbejder uden for bevidstheden både i vågen og i sovende tilstand.

Det er netop denne type af hverdagserfaringer, der er med til at føre Freud på sporet af det

ubevidste. For hvordan forklarer man, at der tænkes, når vi sover? Det kræver en hypotese, at man

gør sig tanker om, hvordan det kan hænge sammen. Og den hypotese, som Freud sætter i arbejde, er

hypotesen om det ubevidste.

Sproget har samlet denne erfaring op på mange måder. Vi siger: ”sov lige på det”. Det vidner

om denne erfaring, at der sker en bearbejdning, der foregår, mens man sover. Der produceres noget.

Mange kender dette, at man dagen efter en frustrerende situation, hvor man ikke kunne finde en

løsning, vågner med en klarhed. Der er blevet tænkt, og det fremtræder nu tydeligt for en, hvad det

næste skridt skal være. Freud tager altså denne type hverdagserfaringer alvorligt. Og jo mere han

lytter ind i den menneskelige psykes kompleksitet, jo mere tydeligt fremstår det for ham, at der

tænkes. Der tænkes uden det bevidste jegs medvirken. Det var Freuds foruroligende nyhed i sin

samtid. En nyhed, som stadig er vanskelig at kapere også i dag.

At spørge på ny

Freud vender tingene på hovedet for os. Introducerer os for et sjæleliv uden for det bevidste

jegs herredømme. Eller rettere, en ikke-bevidst bevidsthed. For drømmen vidner jo om en

bevidsthed dér i søvnen. Men i drømmen er jeg’et fremmed, og drømmen opleves fremmedartet.

Freud gør opmærksom på, at jeg’ets vågne bevidsthed, som den enkelte kan føle sig mere eller

mindre hjemme i, er noget ”fremkaldt”. Bevidstheden er det i det ubevidste, som har fået en særlig

kvalitet. Jeg’et er ikke denne autonome sag, som den enkelte gerne genkender som sig selv. Dér,

”under toppen af isbjerget”, er der som bekendt en afgørende del. Og som om det ikke var nok, er

det ubevidste et sjæleliv, som har afgørende betydning for vor orientering og vor måde at forstå os

selv og relationen til andre på.

Hypotesen om det ubevidste

Det ubevidste, Freud undersøger og finder lovmæssigheder i, er ikke blot en lille kælder, fyldt

med gammelt ragelse, der ikke længere har nogen relevans. En kælder, man kan lukke af og

uforstyrret glemme. Jeg’et er som nævnt blot en del af en mere omfattende struktur, som J. Lacan

kalder subjektiviteten. Det er klart, at Freud måtte argumentere for denne antagelse, som alt andet

lige har vidtrækkende og omfattende effekter. Både for forståelsen af den menneskelige

kompleksitet og for den klinik, som psykoanalysen praktiserer.

En nødvendighed

I Sigmund Freuds Metapsykologi 1. (Hans Reizel Viborg 1983. Side 167.) skriver han om legitimitet og nødvendighed.

Freud må argumentere for, hvorfor denne antagelse er både legitim og nødvendig. Og det gør han

blandt andet sådan: ”antagelsen er nødvendig, fordi bevidsthedens data i høj grad er ufuldstændige,

… bevidste akter forbliver usammenhængende og uforståelige, hvis vi fastholder kravet om, at

enhver sjælelig akt, der foregår i os, også nødvendigvis skal erfares gennem bevidstheden”2

. Det ville dog næppe være nok som argument for at inddrage en arbejdshypotese om det ubevidste. Var

han stoppet her, ville det kunne invitere til en brokkasse af vilde antagelser om det ubevidste, en

vild fortolkningspraksis, lige fra okkulte antagelser til overtro og manipulation. Freud advarede mod

vild analyse. Analysen drejer sig ikke om hittepåsomhed. Den er funderet i både et begrebsapparat

og en teoridannelse som følge af dens grundantagelse. Og den psykoanalytiske klinik kræver

tålmodighed og tid. Der kan ikke tolkes og interveneres med hvad som helst når som helst. Der er noget på spil at lytte til.

Rebus

Freud var rationel i sin argumentation. Ikke blot viser det sig, at sjælelige akter ikke alle erfares af

bevidstheden, men de ”indordner… sig i påviselige sammenhænge, hvis vi interpolerer de ubevidste

... Det er som en rebus, der mangler en logik, men i og med hypotesen om det ubevidste

akter,” 3 blev antaget, så opstår muligheden for, at en logik kan hænge sammen.

Når Freud argumenterer for det ubevidstes relevans, skriver han netop: ”… Går man således

til værks, så må man sige, at alle de akter og ytringer, jeg bemærker ved mig selv, og som jeg er

ude af stand til at forbinde med mit øvrige psykiske liv, må bedømmes, som om de tilhørte en anden

person, og de må forklares ud fra et sjæleliv, der tilskrives en anden”4. Der er med andre ord en fremmed i enhver.

 Det er en omfattende måde at forstå det menneskelige på. Det har store følger. For ikke nok med, at vi ikke kan sige og tænke

hvad som helst når som hels kan vi  heller ikke genkende os selv når som helst og aldrig helt. Der er ikke et autonomt subjekt.

At læse Freud med Freud

Mange af Freuds tekster er så forførende velskrevne. Han er ofte så klar, at man let overser

vigtige pointer i hans tekster, idet de glider derudad som i smult vande. Snubler man ikke, må man

gøre det med vilje. For bag det velskrevne er stoffet svært. Det kræver opbremsning. Der var noget

med den anden i ovennævnte notat. Den enkelte og den anden står i et forhold til hinanden, siger

Freud. Lad os vende tilbage til citatet og undersøge, hvornår og hvordan den anden dukker op i

ovennævnte citat. Der hvor det dukker op vi ikke forstår dukker den ” Aden op” som en figur i hans tænkning, en figur som skal vise sig at have en central betydning for psykoanalysens forståelse af det menneskelig sjæleliv.

 

2 Sigmund Freud. Metapsykologi 1. Hans Reizel Viborg 1983. Side 167

3 Sigmund Freud. Metapsykologi 1. Hans Reizel Viborg 1983. Side 168.

4 Sigmund Freud. Metapsykologi 1. Hans Reizel Viborg 1983. Side 170.