Jeg’et og den anden fremmede del af os selv
Det, jeg’et ikke er i stand til at genkende ved sig selv, må bedømmes, som om det tilhørte en anden
person, og de må forklares ud fra et sjæleliv, der tilskrives en anden 1. Det, vi opdager her, og som
måske kan forekomme overraskende, er, at den anden dukker op på pladsen for det fremmede, som
en del af den enkelte selv. Altså i og med, at der er en lokal umulighed til stede, der hindrer den
enkelte i at bedømme dette ”mig” som ”mig selv”, må det placeres et andet sted. For det er med
andre ord set eller hørt. Det er blot vedkendelsen af placeringen, det kniber med. Og når den ikke er
til at bære, hvor er det da mere nærliggende at placere det, man ikke vil vide af, end hos den anden?
”Den bedre halvdel” måske? Det betyder, at denne mulighed for at genkende noget hos den anden,
som vedrører en selv – er ens eget – sker i relation til denne anden. Og at denne ombytning, disse
omvendinger, sker via det ubevidste. Det ubevidste er socialt. Det vil sige, at den enkelte via denne
ombytning kan komme til at tænke over det fremmede, men mangler den rette placering af det.
Freud skriver videre: ”Erfaringerne viser også, at de akter, man hos sig selv nægter at
anerkende psykisk, meget vel kan tydes hos andre, dvs. sættes ind i den sjælelige sammenhæng”2
.
Altså kan den enkelte se det fremmede hos den anden og forstår det, men ikke med nødvendighed
hos sig selv. Den havde vi allerede. Men dette umiddelbare paradoks indebærer omvendt, at den
anden også kan tyde og dermed sætte noget i den rette sammenhæng netop dér, hvor den enkelte
selv er blind.
At være spaltet som en del af vor konsittution
Mennesket er ikke helt, men spaltet. Ikke blot er vi manglende. Vi er til via en fremmed del
af os selv. Men denne fremmede del kan vi blot genkende og tyde under særlige omstændigheder.
Ikke når som helst. Med andre ord, vi er til via det ubevidste.
Et komplekst forhold mellem jeg og den anden
Det, der tegner sig her, er et komplekst forhold mellem den enkelte og den anden, som
medmenneske. Den anden, der omvendt også er den anden for den anden. Det, der er værd at
bemærke her, er, at denne kompleksitet viser hen til en struktur, som hin Enkelte er til i via den
Anden (læses den store Anden)3. En struktur, som knytter den enkelte og den anden sammen med
talen og kroppen. Det er denne struktur, som J. Lacan kalder subjektiviteten. Det er via det
ubevidste, vi er til i krop og tale, og via det selv samme ubevidste, vi kan stå i forhold til os selv,
andet og andre.
Talen og den Anden
Ved at placere det fremmede hos den anden eller i talen, kan det, der var fortrængt, dukke op igen.
Psykoanalytikeren, en anden, beder netop analysanden om at sige hvad som helst, der falder
ville talen forstumme. Der må netop være en anden at tale til, før der kan tales. En tale, som i
psykoanalysen ikke handler om at tale om sig selv, men at tale af sig selv – sætte talen i gang for at
kunne komme til at høre, hvad ens egen stemme har på programmet. For dér i talen dukker det
fortrængte frem. Og i denne tale optræder den anden til stadighed som forbillede, som objekt, som
….” I den enkeltes tale tegner der sig en særlig form/måde, hvori den
anden indgår i talen på. Via den anden siges der uundgåeligt noget om en selv.
Derfor er blandt andet det, der er muligt at tænke og sige m.m. afhængigt af, hvor den enkelte
i talesituationen placerer sig selv i forhold til den anden som medmenneske, som en fraspaltet del af
en selv eller som krop, og den Anden i form af sproget som det medium, hvorigennem vor tale
henter ord.
Et feltværk – en tekstur
Det, der danner sammenhæng mellem disse instanser, er det ubevidste. Det ubevidste
væver et fletværk, som skaber en sammenhæng mellem kroppen og talen og mellem jeg’et og den
Anden. Og det er denne opdagelse af det ubevidste som mellemkomst, der er det banebrydende nye
ved Freuds opdagelser – nu som dengang.
Noter
1 Sigmund Freud. Metapsykologi 2. Hans Reizel Viborg 1983. Side 87.
2 Sigmund Freud. Metapsykologi 1. Hans Reizel Viborg 1983. Side 170.
3 Den Anden er for Lacan signifianternes skattekammerhjælper og som modstander, vedkommende ind. Og uden denne anden og de forestillinger, den enkelte knytter til den, der lytter,
Litteraturliste:
Sigmund Freud. Metapsykologi 1 og 2. Hans Reizel Viborg 1983.
Det lacianske fænomen. J. Lacan. Drift. Tidsskriftet for psykoanalyse. nr. 1 . 2012.